Tag på opdagelse i Danmarks gamle kongeby med Viborg Guiderne
Viborg emmer af gode historier, og mange af dem har man mulighed for at blive klogere på hele sommeren. Som sædvanligt gennemfører Viborg Guiderne en række guidede ture, som man kan hoppe med på for en flad halvtredser.
I år er der hele 27 ture at vælge imellem. Der er de gode klassiske ture, der går gennem Domkirkekvarteret. Her er Danmarkshistorien i spil, og man kan høre om kongehyldninger, reformationen og Snapstinget, men man kan også krydre oplevelsen med ture til Asmild Kloster, Hærvejstæppet eller for eksempel en unik tur ned gennem byens måske skønneste gade, Sct. Mogensgade.
Tidspunkterne varierer mellem hverdag og weekend, eftermiddag og aften, så alle har mulighed for at deltage. Turene er for både viborgensere på opdagelse efter nyt kendskab til deres by samt turister, der for første gang skal opleve Jyllands gamle hovedby.
Første tur er allerede den 20. juni klokken 15.00. Det er en helt klassisk byvandring med start foran Viborg Domkirke.
Bryg & Brosten hele sommeren
Har man lyst til at slutte en guidet tur med at slukke tørsten i godt øl fra Viborg Bryghus, så kan man med fordel tilslutte sig et andet tilbud fra Viborg Guiderne.
Hver fredag og lørdag er der Bryg og Brosten, hvor man for blot 150 kroner både får serveret gode historier af en fortælleglad guide samt prøvesmagning i Bryggerstuen efterfølgende.
Billetter skal købes på forhånd. Det fulde program for sommerens ture med yderligere info om billetter, mødesteder med videre kan findes på Viborg Museums hjemmeside
Kommentarer