Viborg By

Sydbank og Alm. Brand Bank i Viborg flytter sammen

Fra 21. januar kan Alm. Brand Banks kunder møde deres rådgiver i Sydbanks filial på Jernbanegade 6 i Viborg. Pressefoto

Da Sydbank har købt Alm. Brand Bank, samles alle medarbejdere fra de to bankers filialer i Viborg nu under samme tag i Jernbanegade 6. Ejendommen på Sankt Mathiasgade, hvor Alm. Brand Bank holder til, skal igennem en større renovering. Når arbejdet er færdigt skal lokalerne huse den samlede Sydbank filial.

Fra 21. januar kan Alm. Brand Banks kunder møde deres rådgiver i Sydbanks filial på Jernbanegade 6 i Viborg. Filialerne flytter nemlig sammen som en naturlig konsekvens af, at Sydbank koncernen har overtaget Alm. Brand Bank.

–  Vi glæder os til at tage imod de nye kolleger og lære hinanden at kende, siger filialdirektør Torben Wulff.

Ejendommen, som Alm. Brand Bank ligger i nu, overtager Sydbank i forbindelse med købet.

Den skal nu igennem en gennemgående renovering, og når arbejdet er overstået flytter hele den samlede Sydbank-filial tilbage hertil.

– Vi har valgt lokationerne ud fra, hvor der var de bedste muligheder i forhold til lokaler og parkeringsforhold osv. Det er vigtigt for os, at både kunder og medarbejdere trives og har de bedst tænkelige omgivelser. Så vi glæder os rigtig meget til at tage de nye lokaler i brug, siger Torben Wulff.

Alle rådgivere beholder deres telefonnummer og e-mailadresse i forbindelse med den forestående flytning til Jernbanegade.

Pengeautomaten forbliver, hvor den er, på Sct. Mathias Gade, og er stadig til rådighed for kunderne.

Kommentarer