Bjerringbro

Successen med Take Away bøger udvides nu til Bjerringbro

Nu kommer Viborg Bibliotekernes Take Away Bøger-koncept også til Bjerringbro. Grafik: Viborg Bibliotekerne

Den nye bogservice med  Take Away Bøger er på kort tid blevet en stor succes med mange bestillinger. Derfor udvides tilbuddet til Bjerringbro.

Borgere i Bjerringbro og omegn kan glæde sig til de populære bogposer, når Take Away Bøger åbner i deres by. Fra tirsdag den 31. marts er det således muligt at bestille bøger til afhentning i både Bjerringbro og Viborg.

Samarbejdet i Bjerringbro sker med den lokale tøjbutik Eliza. Med 178 bogbestillinger i Viborg siden lanceringen i weekenden er det nye bogkoncept kommet godt fra start, fortæller Biblioteks- og borgerservicechef i Viborg Kommune, Britta Thuun-Petersen.

– Vi er rigtig glade for den overvældende tilbagemelding, vi har fået fra borgerne. Allerede i løbet af de første par dage, hvor bogbestillingerne tikkede ind på vores hjemmeside, var det tydeligt, at det nye bibliotekstilbud var populært.

Bestil op til 10 bøger

Bogbestillingen sker på hjemmesiden www.viborgbib.dk. Man kan bestille højest 10 bøger ad gangen, og når bogposen er klar til afhentning, modtager man en bekræftelsesmail med dato og bestillingsnummer.

I Bjerringbro kan borgerne hente bøgerne tøjbutikken Eliza på adressen Storegade 3 i Bjerringbro. Afhentningen kan ske i butikkens åbningstid på hverdage fra klokken 10 til 16 og lørdag fra 9.30 til 13.

De udlånte bøger skal først afleveres tilbage, når Viborg Bibliotekerne igen åbner for offentligheden. Man medbringer sit bestillingsnummer ved afhentning af bogposen.

Hentes bøgerne ikke inden fem dage, sendes de retur til Viborg Bibliotekerne. Foreløbig kører tilbuddet om Take Away Bøger, indtil Viborg Bibliotekerne må åbne igen.

Særlige åbningstider i påsken

Ønsker man at låne litteratur til påsken med afhentning hos Søster Lagkage i Viborg, så er sidste dag for bestilling søndag den 5. april klokken 22, og sidste afhentningsdag i konditoriet er onsdag 8. april.

I Bjerringbro kan man bestille frem til tirsdag den 7. april klokken 22.00, idet Eliza holder åbent påskelørdag den 11. april.

Take Away Bøger åbner igen for bestilling søndag den 12. april klokken 22.00.

Bøger i karantæne inden udlån

Viborg Bibliotekerne følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om hygiejne og sikkerhed. Bibliotekets medarbejdere spritter hænder af mellem pakningen af hver bogpose, ligesom arbejdsstationerne sprittes af minimum to gange dagligt. Ved håndtering af bøgerne har bibliotekarerne handsker på, og bogposerne lukkes til med clips.

Når bogposen er pakket og har stået i karantæne i 48 timer, er de klar til afhentning hos Eliza i Bjerringbro.

Kommentarer