Kultur

Stuhr, stuhr nummer: Cirkus Arena kommer til Viborg næste uge

Bubber og Malene Qvist står i spidsen for årets store festforestilling, hvor publikum kan opleve det bedste af det bedste inden for cirkusverdenen. Foto: Lise Kokholm/Cirkus Arena

Cirkus Arena turnerer lige nu rundt i Danmark med deres store 70 års jubilæumsforestilling. Næste uge ruller Nordens største cirkus ind på Fabrikvej i Viborg, hvor der er forestilling fredag 25. april klokken 17 og lørdag 26. april klokken 15. 

I 70 år har Cirkus Arena samlet generationer om uforglemmelige cirkusoplevelser, og i 2025 fejres jubilæet med en forestilling i absolut verdensklasse, lyder det i en pressemeddelelse.

– I 70 år har Cirkus Arena været en del af dansk kultur og en familietradition. Da min far grundlagde Cirkus Arena for 70 år siden, var det Danmarks mindste cirkus, og i dag er det Nordens største, fortæller cirkusdirektør Benny Berdino.

– Vi fejrer jubilæet med en forestilling, der både hylder cirkus’ historie og tager cirkuskunsten til nye højder. Det bliver en oplevelse, der samler hele familien om ægte cirkusmagi – med duften af savsmuld, imponerende artister og spektakulære overraskelser. Det er rigtig cirkus, lover han.

Los Ortiz. Foto: Cirkus Arena

Jubilæumsshow i verdensklasse

Cirkus Arena præsenterer i år en unik kavalkade af prisvindende verdensartister – både nye talenter og legendariske cirkusstjerner, der har begejstret publikum gennem årene.

Publikum kan glæde sig til at opleve verdens bedste jonglør med hele 40 verdensrekorder, nervepirrende linedans i svimlende højder, imponerende illusioner og magiske tricks, luftakrobatik, der får publikum til at holde vejret i spænding, elegante heste, ekstrem styrke, nye klovnerier og skønne sange.

En oplevelse der samler hele familien om en fælles oplevelse, for ingen anden kunstart kan forbinde generationer på tværs som cirkus kan.

Michael Merreri. Foto: Cirkus Arena

Bubber og Malene Qvist præsenterer magien

Bubber er tilbage som sprechstallmeister og har endnu en gang Malene Qvist ved sin side efter sidste års anmelderroste forestilling. Malene, kendt fra poptrioen Sukkerchok og som børnevært fra blandt Ramasjang og Rasmus Klump-universet, har taget cirkusmanegen med storm og bidrager med energi, musikalitet og varme. Sammen står de to i spidsen for at føre publikum gennem årets store festforestilling.

– Cirkus handler om at gøre det umulige muligt, og i år tager vi det til et nyt niveau. Publikum kan forvente at blive overrasket, fascineret og rørt – det bliver en uforglemmelig oplevelse! Jeg glæder mig til at fejre Cirkus Arena som er en af landets største og mest folkelige kulturinstitutioner, siger Bubber.

Malene Qvist supplerer:

Cirkus er magisk, fordi det samler os om noget helt særligt. Latteren, gispene, forventningens glæde – det er noget, der mærkes i hele kroppen. Jeg glæder mig til at tage publikum med på denne fantastiske rejse og til at besøge landets byer igen.

Læs mere om forestillingen og køb billetter på arena.dk

Jimmy Folco. Foto: Cirkus Arena

 

Kommentarer