Ørum

Stifindergruppen i Ørum klar til ny sæson

Stifindergruppen i Ørum er klar med programmet for 2018. På mandag er første arrangement: en 4 kilometer vandretur til Futdalen syd for Ørum. Arkivfoto

De har ikke ligget på den lade side hele vinteren, Stifinderne i Ørum; tiden er blevet brugt til at tilrettelægge et nyt program, som nu ligger klar. På mandag går det løs med første tur.

Så er det atter blevet tid til at finde vandresko, støvler og cykler frem. Stifindergruppen i Ørum er klar med et nyt program af vandre- og cykelture i Ørum og omegn – og første tur finder sted på mandag 7. maj.

Gruppen har i år hele ni ture på programmet, hvor den ene bliver som en del af Lokaldysten, som Ørum deltager i den 31. maj – her er for første gang et konkurrence-element i turen.

Ellers er turene en smuk blanding af korte og længere ruter; nogle til bens, andre på cykel – og enkelte er tilrettelagt, så man kan vælge mellem det ene eller det andet.

En af turene, en sommerudflugt den 26. juli, er arrangeret i samarbejde med Lokalhistorisk Forening. Turen starter ved Tjele Mølle vej og senere kører man til Bigum Søbad, hvor der grilles.

Stifinderne er naturligvis også med til Molfoørfesten, hvor turen i år går til et virksomhedsbesøg ved Midtjysk Spåntagning.

Et andet virksomhedsbesøg finder sted 11. juni, hvor turen går ud til DLG.

Et andet nyt indslag er en udflugt med Viborg Vandrelaug 23. august, hvor turen, der starter fra Tjele Kirke, også indeholder klassisk musik.

Som altid giver turene nogle smukke naturoplevelser, men samtidig er det en hyggelig måde at få noget motion. Begge dele i godt selskab.

Den første tur er på mandag 7. maj, og det er en vandretur på 4 kilometer ned omkring Futdalen.

Kommentarer