Spezielt møde på Havredal
8Det er vigtigt, at alle unge får den rigtige ungdomsuddannelse og en god overgang fra skolen til arbejdslivet. Det er i fokus, når unge fra Viborg mødes med lokale virksomheder til Spezial Handz & Mindz den 12. maj.
Der er masser af viden og inspiration at hente, når Havredal Praktiske Uddannelser i Karup danner rammen om Spezial Handz & Mindz den 12. maj 2023 fra 10 til 13.
Det er et arrangement for unge, der ikke er afklaret om valg af erhverv/uddannelse, og det henvender sig blandt andet til elever fra specialklasser på de kommunale grundskoler samt Viborg Ungdomsskoles særlige tilbud.
Special Handz & Mindz er derfor vigtigt i forhold til Viborg Kommunes målsætning om, at 90 procent af de unge skal have taget en ungdomsuddannelse, inden de fylder 25 år.
– Det at have en uddannelse eller et arbejde at stå op til hver morgen, er vigtigt for livskvaliteten for alle unge mennesker. Derfor har vi som kommune et ansvar for at sikre, at også unge med særlige udfordringer får en god overgang til arbejdslivet. Her spiller Spezial Hands & Mindz en vigtig rolle, fordi eleverne blandt andet får mulighed for at møde en række forskellige virksomheder og bedre forståelse for deres muligheder, siger formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune, Katrine Fusager Rohde.
16 virksomheder
I forbindelse med arrangementet på Havredal, bliver eleverne introduceret til forskellige erhverv inden for de fire hovedindgange på erhvervsuddannelserne.
Det gælder områderne Fødevarer, jordbrug og oplevelser. Kontor, handel og forretning. Omsorg, sundhed og pædagogik samt Teknologi, byggeri og transport.
Udover repræsentanter for uddannelserne kan deltagerne også møde en række lokale virksomheder, som beskæftiger medarbejdere indenfor de områder, som uddannelserne peger på.
– Hos Ravendo A/S har vi folk ansat i produktionen, på lageret og kontoret, og det er både faglærte og ufaglærte. Vi har plads til mange typer af medarbejdere, og det giver os rigtig meget værdi at have nogle, som vi har hjulpet til en plads i deres arbejdsliv. På den ene side får vi løst konkrete opgaver af dygtige medarbejdere, og på den anden er vi med til at gøre en forskel for en person, der nu har et arbejde at møde op til hver dag. Det glæder vi os rigtig meget til at fortælle mere om på Spezial Handz & Mindz, siger direktør og medejer Signe Giandrup.
Stafet
Og det glæder Katrine Fusager Rohde, at virksomheder som Ravendo deltager i arrangementet.
– Samarbejdet med erhvervslivet er utrolig vigtigt, og jeg er glad for, at 16 forskellige virksomheder prioriterer at deltager i Spezial Handz & Mindz, siger udvalgsformanden.
Udover at blive klogere på fremtidsmulighederne, byder Spezial Handz & Mindz også på en stafet, hvor deltagerne får mulighed for at vælge sig ind på områder efter interesse og løse forskellige opgaver på tid.
Kommentarer