Debat og politik

Sparkær: Landsbypower anno 2023

Repræsentanter fra Sparkær sammen med dommerkomiteen og ministeren for Landdistrikter, Louise Schack Elholm. Privatfoto

Debatindlæg af Lone Kastbjerg. Medlem af Viborg Byråd for Venstre, medlem af landdistriktsudvalget. Bestyrelsesmedlem Landdistrikternes Fællesråd.

Vi skal være stolte af vores landsbyer, fordi der er mange, der kan noget; og dette “noget” gør man sammen i fælles øjemed, fordi det styrker sammenhængskraften og fællesskabsfølelsen af at gøre en forskel og gøre noget sammen.

Alle har brug for anerkendelse og et klap på skulderen for den indsats, der ydes. Så det skal jeg gerne give! Vi skal hylde landsbylivet og det, som det kan. I

dag er hverdagen travl i mange familier, og dagens pligter og faste gøremål har sin gænge. Det kan det godt være svært at få plads til andet i hverdagen end det, der skal til for at få hverdagen til at hænge sammen. Derfor er det fantastisk at tilbringe en lørdag formiddag og eftermiddag i Årets Landsby i Danmark 2023: Sparkær.

Som et bistade, der summer af travlhed, var byen på samme måde i fuldt vigør og klædt i flag og fejring for at markere dagen.

Prøw li’e å hør her: Der er over 100 ildsjæle i Sparkær, der bidrager som byens energiske masse; borgere der bidrager til fællesskabet, forskønner og skaber liv i byen, netop fordi i Sparkær bor man der med vilje.

Så tak til Sparkær for en fantastisk fejring. I er den gode historie om, at landsbyliv handler om det, der sker mellem husene, fordi I skaber indhold, der giver mening og værdi. I har fortjent anerkendelsen og besøg af Landdistriktsministeren, der også havde ros med til jer. Jeg fornemmede i hendes tale,”at når det regner på ministeren, så drypper det på landdistrikterne”, så her er jeg optimistisk, hvad det angår.

Trods et kæmpe regnskyl over middag, så ændrer det ikke ved, at man bor et sted omgivet af skøn natur, hvor man bor tæt på alting. Ja, der er rart at opholde sig i Sparkær og være til inspiration for andre landsbyer i hele landet. Her kan man tale om landsbypower anno 2023.

 

Kommentarer