Hammershøj

Spar Nord ejer nu over 30 procent af Andelskassen

Arkivfoto

I september sidste år meddelte Spar Nord, at banken havde opnået en ejerandel på 27 procent af aktierne i Danske Andelskassers Bank, som har hovedsæde i Hammershøj. Den ejerandel er nu vokset til 30,7 procent.

Tallet er netop kommet frem i forbindelse med, at Spar Nord i sidste uge offentliggjorde sit årsregnskab for 2018.

Hvis – eller når – den nordjyske storbank kommer op på en ejerandel på 33 procent vil det betyde, at Spar Nord skal komme med et købstilbud om at købe alle de øvrige aktionærers aktier og dermed overtage banken.

En aktionær med bare en tredjedel af aktierne og stemmerne i et selskab kan nemlig blokere for enhver ændring af selskabets vedtægter.

En sådan blokerende indflydelse bliver af lovgivningen sidestillet med en dominerende indflydelse. Og når en aktionær opnår dominerende indflydelse i et børsnoteret selskab som Danske Andelskassers Bank, så skal de andre aktionærer have muligheden for at sælge deres aktier til den nye, dominerende ejer.

Spar Nord har tidligere meddelt, at banken ønsker en fredelig overtagelse, men dette er hidtil blevet afvist af Andelskassens bestyrelse.

Kommentarer