Navnenyt

Søren Pape Poulsen er død

Søren Pape Poulsen. 1971 - 2024

Formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, er død i en alder af 52 år.

Det oplyser generalsekretær Søren Vandsø på partiets hjemmeside, hvor han skriver:

Det er med sorg, at jeg må skrive til jer, at vores formand, Søren Pape Poulsen, i dag kl. 13.13 er afgået ved døden.

Søren blev i går under vores hovedbestyrelsesmøde i Vejen ramt af en blødning i hjernen. Han blev kørt til Odense Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde. I dag er han ikke længere iblandt os.

Alle der har været heldige at kende Søren ved, at han var et omsorgsfuldt menneske. Det kunne de fleste endda mærke, selvom de bare havde mødt ham kort. Han tænkte altid på andre først. Og så elskede han vores parti.

Han faldt om midt i det, han havde viet sit liv til. Det politiske liv, der skulle skabe et bedre liv for os andre. Han var ved at orientere os om ældrepolitik og udenrigspolitiske betragtninger, og det sidste han oplevede, var et stort bifald fra sine partifæller.

Vi vil savne Søren, som med sin tålmodighed, lyse sind, politiske sans og dybe forståelse for andre mennesker gjorde vores liv bedre. Han forlader os alt for tidligt og efterlader et ufatteligt savn.

Som ven. På vegne af Sørens forældre. På vegne af vores parti.

Søren Vandsø, Generalsekretær, Det Konservative Folkeparti.

Kommentarer