Hammershøj

Socialdemokratisk top lagde vejen forbi teglværket i Hammershøj

Se billedserie Teglværket fik besøg af socialdemokratiets top sidste onsdag. Fra venstre: Politisk ordfører Nicolai Wammen, formand Mette Frederiksen, borgmesterkandidat i Viborg, Per Møller Jensen, fællestillidsmand Per Nørgard og direktør Kresten Ejlskov Hansen. Foto: Viborg Netavis

Onsdag i sidste uge havde Hammershøj Teglværk besøg af formand for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, som var på Danmarksturné for at bakke de socialdemokratiske borgmesterkandidater op forud for kommunalvalget. 

Viborgs socialdemokratiske borgmesterkandidat, Per Møller Jensen, havde inviteret sin formand til at mødes på Hammershøj Teglværk, som ligger i kommunens østlige yderkant.

– Jeg ville for det første gerne ud i landområderne, og så ville jeg gerne fremvise en af de stærke produktionsvirksomheder, vi har her i kommunen, fortæller Per Møller Jensen om årsagen til, at han pegede på netop Hammershøj Teglværk som mødested med formanden.

Det var en veloplagt Mette Frederiksen, som onsdag formiddag mødte frem på teglværket med sit følge, der blandt andre bestod af folketingskollegaen, politisk ordfører Nicolai Wammen.

Holdet fik først en kort præsentation af teglværket, som er en del af Randers Tegl A/S, og som i øjeblikket er i fuld gang med en større udvidelse.

– Vi udvider med 1000 kvadratmeter administration og 4000 kvadratmeter produktion, og vores arbejdsstyrke forøges med cirka 40 mand, som blandt andet hentes fra produktionen i Randers, fortalte direktør, Kresten Ejlskov Hansen.

Tog til tiden

Så gik turen til kantinen, hvor en del af medarbejderne, som, efter indlæg fra henholdsvis Mette Frederiksen og Per Møller Jensen, havde mulighed for at stille spørgsmål.

Det blev ikke så meget kommunalpolitik, der blev diskuteret – måske fordi en del af medarbejderne slet ikke bor i Viborg Kommune.

En medarbejder lagde ud med at kritisere socialdemokraterne for at støtte togfonden, som for ham betyder, at der kommer til at ligge en togbane få meter fra hans hus. “Er det ikke bedre, om togene kørte til tiden”, spurgte han lakonisk.

Mette Frederiksen beklagede det på hans vegne, men understregede, at togfonden er vigtig for udviklingen af den kollektive trafik i Danmark.

– Ellers bliver Nordjylland koblet af sagde hun og spøgte med, at medarbejderen måske kunne få et trinbræt i baghaven.

Artiklen fortsætter under billedet…

Det var Jens Seeberg (tv), som bragte emnet med ufaglærte og uddannelse på banen. Et emne, der optog Mette Frederiksen så meget, at de fortsatte diskussionen udenfor kantinen, og det socialdemokratiske presseteam optog et video-interiew med Jens Seeberg om emnet. Jens har arbejdet som ufaglært på teglværket siden han var teenager. I dag arbejder han mest med smedearbejde – noget han er blevet oplært i på arbejdspladsen; og netop med hensyn til efteruddannelse efterlyste han en anden tilgang, for, som han sagde “vi er nogle der lærer bedre med hænderne end med hovedet”. Foto: Viborg Netavis

Ufaglærte og uddannelse

En anden medarbejder spurgte Per Møller Jensen til motorvejsplanerne i Viborg Kommune. Et emne der dog ikke kan afgøres kommunalt, og som er afhængigt af, hvad man når frem til på Christiansborg, påpegede borgmester kandidaten.

– Der pågår nogle forundersøgelser, og jeg skal da ikke lægge skjul på, at der er nogle diskussioner blandt os lokalpolitikere, tilføjede han.

Samme medarbejder bragte på bane, at det i dag er tabubelagt at være ufaglært arbejder, fordi der tales så meget om uddannelse. På Hammershøj teglværk er to trediedele af arbejdsstyrken ufaglært, så det var et meget relevant emne, der kom til at fylde en del resten af besøget.

– Der er masser af mennesker i Danmark, der arbejder uden uddannelse, og I betaler meget af skatten, anerkendte Mette Frederiksen.

– Der kan være mange grunde til, at man ikke har taget en uddannelse (…) Det, der er vigtigt for mig er, at man kan blive på arbejdsmarkedet.

Hendes bekymring går på, at ufaglærte kan få svært ved at blive på arbejdsmarkedet hele livet uden uddannelse, fordi den teknologiske udvikling og en globaliseret verden stiller andre krav til faglige og sproglige kompetencer.

Det ledte hen til en diskussion om, at det måske er typen af uddannelsestilbud til ufaglærte, der skal kigges nærmere på.

Efter cirka en halv times debat, måtte Mette Frederiksen med følge videre i teksten.

Medarbejderne på teglværket kunne til gengæld summe videre over grillpølser og brød, som Bitten Slagter stod klar med uden for.

Teglværket havde entreret med Bitten Slagter, Onsild, som diskede op med lækre, hjemmelavede grillpølser til medarbejderne efter mødet med socialdemokraterne. Foto: Viborg Netavis

Kommentarer