Skrædderen har udvidet med vin og delikatesser
Jeanette Aschelaug har udvidet sin skrædderforretning, Jasila, lige syd for Hammershøj til en hyggelig gårdbutik med en spændende vine, spirituosa og delikatesser fra blandt andet Italien og Frankrig.
For over 10 år siden sprang Jeanette Aschelund ud som selvstændig med skrædderi og systue under navnet Jasila på privatadressen Nøragervej 26 mellem Hammershøj og Tindbæk.
Her syr hun og tilretter tøj for private, men også tøjbutikker i blandt andet Viborg, Hobro og Bjerringbro benytter sig af hendes sykundskaber, når kunder skal have rettet tøj til.
Modsat de butikker, Jeanette Aschelund servicerer, så har den øgede online handel i sær blandt den yngre generation haft en gunstig virkning på skrædderforretningen.
– Jeg har rigtigt mange kunder – især piger og unge kvinder, som har købt noget tøj over nettet, typisk kjoler, som ikke lige passer helt i størrelsen, så kommer de til mig og får det rettet til. Men det er også unge mænd, der køber dyre jakkesæt uden helt at vide, hvordan man finder de rigtige mål, fortæller hun.
Det giver masser af arbejde på systuen, og det betyder blandt andet, at hun tit har travlt op til sæsonerne for store fester, blandt andet til jul, nytår, forår, og til de store gallafester, bryllup og konfirmationer i foråret.
– På den måde er året lidt sæsonopdelt; lige nu er det for eksempel lynlås-sæson, smiler hun og forklarer:
– Når det begynder at blive koldt, så finder folk vinterfrakken frem, og så er der altid en lynlås, der skal fikses. Dem har jeg mange af.
Artiklen fortsætter under billedet…
Redesign og brugskunst
Når Jeanette Aschelund ikke lige er i gang med lynlåse eller selskabskjoler, så sysler hun med redesign; hun skaber finurlig brugskunst af aflagte tekstiler.
– Jeg synes, det er spændende. Jeg går meget i genbrugsforretninger, hvor jeg finder gamle forklæder, slips og andet, jeg kan bruge. Min mand kalder mig en klunser, siger hun og griner.
Hun laver også smykker, som for eksempel armbånd, der er fremstillet af papir fra farverige modemagasiner. Syslerierne giver nogle kreative afbræk til ‘rugbrødsarbejdet’, som hun kalder det.
Og alle de fine ting, der kommer ud af det, har med den nye gårdbutik, som Jeanette Aschelund netop har åbnet fået et udstillingsvindue.
Sydeuropæiske lækkerier
Ideen med at starte en gårdbutik er blevet modnet gennem flere år, hvor Jeanette Aschelund og hendes mand, Lars, rejste meget i sydeuropa, fortæller hun.
– Vi har altid interesseret os meget for både vin og forskellige specialiteter inden for madvarer fra særligt Sydeuropa, så vi snakkede meget om en gårdbutik, vi har jo pladsen. Og nu skulle det så være, fortæller Jeanette Aschelund.
Parret fik hjælp til at bygge et godt sortiment op med hjælp fra mandens bror, Peter Aschelund, som er vinhandler.
– Vi har brugt noget tid på at få bygget et godt sortiment, og vi har også gjort rigtigt meget ud af at indrette lokalet, så det er indbydende, så folk får en god oplevelse og bliver nysgerrige, når de træder ind, fortæller Lars Aschelund, som qua en fortid som produktchef hos Nordisk Tobakskompagnio også bidrager til sin kones forretning med brancheerfaring.
Artiklen fortsætter under billedet…
Jeanette Aschelund står for den daglig drift af butikken, som støder op til butikken, så hun kan sidde og sy, når der ikke er kunder.
– Og så har mine privatkunder, som kommer her, dels fået mere plads at bevæge sig på, men også noget at kigge på, mens de venter på en tilretning, siger hun.
Butikken er indrettet med et stort, rustikt bord med plads til 12 i midten af lokalet.
Her er det tanken, at holde arrangementer med smagninger af vin, øl eller rom og whiskey.
Kommentarer