Skoler er også landdistriktspolitik

Af Morten Christensen, Det Konservative Folkeparti
Skolestruktur i Viborg handler ikke kun om regneark. For os konservative er skolen dannelse og lokalt samlingspunkt, afgørende for fællesskab og tilflytning. Vil vi fastholde og tiltrække børnefamilier, skal vi se på den samlede bundlinje.
Økonomi er forudsætningen for alt, men snævre besparelser kan blive dyre, hvis de udløser fraflytning og svækker lokalsamfundet. Vi må regne bredere end driftstallene. Hvad betyder skolen for huspriser, tilflytning og fritidsliv?
Et målrettet landdistrikts-tilskud – med krav og udløb
Jeg foreslår et målrettet tilskud til udvalgte skoler, grundtakst pr. skole plus per-elev, så små enheder ikke straffes. Tilskuddet kobles til mål for faglighed, trivsel og lokalt engagement – opfølgning og mulighed for at stoppe tilskuddet, hvis målene ikke nås.
Tidligt varslingssystem i tildelingsmodellen
Små skoler lever for længe i et vakuum, hvor usikkerhed skræmmer forældre væk. Tildelingsmodellen bør udløse en tidlig alarm ved bekymrende udvikling i elevtal. Alarmen sætter en indsats i gang: Ekstra økonomi, faglig sparring og en udviklingsplan med deadlines og mål. Lykkes planen, fastholdes skolen, ellers må vi – med fakta og åbenhed – træffe den svære beslutning.
Kvalitet først – også i små enheder
Der er en nedre grænse for, hvornår man kan sikre et læringsmiljø med faglærere, specialpædagogik og et robust fællesskab. Kan en skole ikke opfylde det, skylder vi børn og forældre rettidig omhu og ærlig dialog om alternativer – efter kendte kriterier.
Mere lokal handlefrihed giver stærkere lokalsamfund
Lad os løsne grebet om centrale indkøbsaftaler og give skolerne reel frihed til at handle lokalt. Den lokale brugs eller købmand leverer ofte billigere og hurtigere end fælles aftaler – og med bedre service, fordi relationer og omdømme tæller. Det er frihed under ansvar og lokal forankring.
Kloge investeringer i bosætning
En god lokal skole er et af de stærkeste argumenter for, at børnefamilier vælger vores landdistrikter. Når vi investerer i ro, faglighed og trivsel, investerer vi i områdets fremtid. Det er konservativ ansvarlighed: At passe på fællesskaberne, styrke landdistrikterne og bruge pengene klogt – så gevinsten kan måles også uden for Excel-regneark.
Jeg vil arbejde for, at Viborg Kommune bruger den brede regnemaskine, stiller klare kvalitetskrav, giver små lokalsamfund en fair chance og træffer svære beslutninger når kvaliteten ikke kan sikres.
Kommentarer