Skoleelever kan vinde en flyvetur til folkestyret
Nu kan en midtjysk skoleklasse vinde en flyvetur til København med flyselskabet DAT (Danish Air Transport). En tur, der tager skolebørnene tættere på de folkevalgte og hverdagen på Christiansborg.
I sidste uge blev det offentliggjort, at flyselskabet DAT overtager hovedsponsoratet for Folkemødet på Bornholm i 2018. Festivalen tiltrækker op imod 100.000 mennesker til øen, hvilket gør transportselskaber med forbindelser til Bornholm til en vigtig brik for festivallens succes.
– Vi engagerer os ofte i de lokalsamfund, som vores danske flyruter skaber forbindelser imellem. Folkemødet på Bornholm er et godt eksempel, udtaler administrerende direktør i DAT, Jesper Rungholm.
– Desuden er vi stolte af at støtte op om debatten på Folkemødet, og vi har derfor valgt at inddrage midtjyderne i folkefesten ved at flyve en hel skoleklasse fra Midtjyllands Lufthavn til et besøg på Christiansborg i København, tilføjer han.
Flyselskabet afholder en konkurrence for midt- og vestjyske skoleelever på klassetrinene 7. til 10. og deres forældre. Vinderen kan byde hele klassen med på en flyvende skoleudflugt fra Midtjyllands Lufthavn til folkestyret i København.
Skoleelever og forældre kan tilmelde sig konkurrencen på dat.dk
Kommentarer