Hammershøj

Seniorklubben starter ny sæson med foredrag om dansk landbrug

Onsdag 25. januar kan man opleve tidligere formand for Landbrug og Fødevarer, Martin Merrild, ved LandboSenior-klubbens første arrangement i år i Hammershøj Forsamlingshus. Pressefoto

Foreningen LandboSenior – Purhus Tjele starter det nye år op med et arrangement, der ligger helt i tråd med foreningens formål med at ”skabe en udbytterig tredje alder for nuværende og tidligere landmandmandsfamilier samt øvrige beboere på egnen”

Første arrangement i LandboSenior Purhus Tjele i år finder sted onsdag 25. januar, hvor forenigen får besøg af tidligere formand for Landbrug og Fødevarer, Martin Merrild, som holder foredrag  om ’Dansk landbrug nu og i fremtiden’ – og både ud fra et nationalt og internationalt perspektiv.

Arrangementet finder sted i Hammershøj forsamlingshus, hvor foreningen afholder alle sine stedbundne aktiviteter.

Den 22. februar afholdes den årlige generalforsamling for foreningens medlemmer, som denne aften kan se frem til underholdning ved Sidsel Maria og Terkel Michelsen fra Mariahaven.

Den 22. marts inviterer foreningen atter til et offentligt arrangement. 

Denne gang kan man opleve skuespiller Inger Marie Madsen fortælle om Karen Blixens ’Babettes Gæstebud’.

To udflugter i landet 

Årets program byder på to udflugter indenlands. Den 26. april går turen til Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro, og den 16. maj byder på en tur til Læsø. 

Virksomhedsbesøg og hyggeaften

14. juni besøger foreningen Hammershøj Smede- og Maskinforretning på Tindbækvej. Her vil  indehaverne, familien Trankjær, fortælle lidt om virksomheden, og så står aftenen ellers på hygge med lækker grillmad og noget at skylle efter med.

Tur til Harzen

Seniorklubben skal også på tur ud over landets grænser i år. Fra den 18. til 22. september går turen til Harzen, hvor deltagerne vil få en hyggelig tur, der byder på både smukke landskaber, middelalderbyer og kulenariske oplevelser.

I oktober kan man se frem til besøg af Erik Toft Bro. Han er tidligere biskop i Aalborg Stift, men han er også en del af den kendte gruppe Tørfisk, som han leverer mange af de skarpe tekster til.

Året rundes af med den traditionsrige julefrokost for medlemmerne 29. november.

Kommentarer