Livsstil og forbrug

Salling Stormagasin satser på nyt livstilsunivers i København

Når Salling fredag den 21. august slår dørene op på Kultorvet i København, markerer det første gang i virksomhedens 120-årige historie, at stormagasinet etablerer sig i København. Pressefoto.

Fredag den 21. august kl. 10 slår Salling dørene op til den nye destination for mode, design & oplevelser. Hele København er inviteret til en Housewarming, der er langt mere end en butiksåbning.

Med koncerter, talks, kunst, beautyoplevelser, workshops, goodiebags og masser af forkælelse bliver Kultorvet rammen om en weekend, hvor shopping møder kultur og fællesskab. Med åbningen på Kultorvet tager Salling samtidig et skridt ind på den københavnske mode- og livsstilsscene.

Det nye Salling er udviklet som en destination snarere end et klassisk stormagasin. På 3.000 m² mødes et kurateret udvalg af internationale og danske brands indenfor mode, beauty, sko samt caféliv, kunst, events og inspirerende opholdsrum. Arkitektur, materialer og atmosfære er tænkt som en vigtig del af oplevelsen.

Salling flytter ind i Knud Højgaards Hus, der tidligere rummede bl.a. Københavns Hovedbibliotek, og er gennemgribende transformeret med respekt for bygningens historie og et moderne arkitektonisk udtryk. Rå pudsede vægge, synlige installationer, egetræ, rustfrit stål og et stort dagslysfyldt atrium giver huset karakter, mens et specialudviklet lysdesign – og en markant lysinstallation af den britiske designer Tom Dixon – skaber en helt særlig stemning, når mørket falder på.

Midt i huset bliver caféen med grønt planteloft og skiftende kunstudstillinger et naturligt samlingspunkt. Brede egetræstrapper danner ramme om talks, events og kulturelle oplevelser, og i sommerperioden vil rooftop’en danne scene for udvalgte arrangementer med udsigt over København.

– Detailhandel handler i dag om meget mere end varer på hylderne. Mennesker søger inspiration, oplevelser og steder, hvor de har lyst til at opholde sig. Det er den ambition, vi har bygget Salling på Kultorvet op omkring, og vi glæder os til at blive en aktiv del af bylivet i København, siger Marianne Bedsted, direktør i Salling.

En Housewarming fyldt med oplevelser

Åbningsweekenden er sammensat som en stor invitation til byen, og Salling omdanner Kultorvet til en stor have, hvor alle er inviteret til Housewarming.

På scenen spiller Jeuru og Lea Romea, mens en surprise act markerer den officielle åbning fredag formiddag. ELLEs chefredaktør Cecilie Ingdal inviterer til talk med Mads Nørgaard og Andrea Elisabeth Rudolph om mode, kreativitet og iværksætteri, og DJ Emilie Lilja skaber stemningen begge dage.

Mere end 25 brands deltager med gratis beautybehandlinger, workshops, konkurrencer og eksklusive giveaways, mens gæsterne kan nyde kaffe, croissanter, drinks, bobler og søde fristelser rundt omkring i huset og i forhaven.

Den officielle åbning er fredag kl. 9.30-10.00, hvor Karin Salling vil klippe snoren, og man kan opleve surprise act’s, eksklusive goodiebags til de første 300 gæster og masser af lækkerier og giveaways både ude & inde. Haven åbner allerede kl. 9, så kom i god tid.

– At åbne Salling i København er en milepæl for os. Vi har længe ønsket at komme tættere på vores mange kunder på Sjælland, og nu får vi endelig mulighed for at byde dem velkommen og så endda i et år, hvor Salling kan fejre 120 års jubilæum. Det er en historisk dag for Salling, og den ønsker vi at dele med hele København, siger Marianne Bedsted, direktør i Salling.

Se hele Housewarming-programmet på Salling.dk

Kommentarer