Kvorning

Røg fra brændende bildæk i Kvorning kunne ses i både Viborg og Randers

Se billedserie Den tykke, sorte røg kunne ses helt til både Randers og Viborg. Se alle billederne i galleriet. Foto: Viborg Netavis

Viborg Brandvæsen rykkede i formiddag ud til en ildebrand ved Kvorning. Et mindre bål var stukket af og havde antændt en bunke med 200 bildæk.

Klokken 10 torsdag formiddag modtog Brand og Redning i Viborg en alarm om en villabrand på Lyngbakkevej i Kvorning.

Bare et minut efter kom et nyt alarmopkald – denne gang fra adressen Flarupvej 18 A – lige uden for Kvorning, hvor et mindre bål havde antændt en bunke med 200 bilbæk – en brand, der sendte tyk, sort røg op i luften og derfor kunne ses helt til både Viborg og Randers.

– Vi kunne se røgen fra branden på Flarupvej på vej herud, men vi kørte først ind til Lyngbakkevej i Kvorning, fordi det er bybebyggelse – ude på marken kan der ikke ske så meget, fortæller indsatsleder Vagn Erik Jensen.

I Kvorning konstaterede man dog hurtigt, at det var røgen fra bildækkene, nogle borgere også havde set i Kvorning, så brandbilerne vendte om og kørte til Flarupvej.

Her fik man hurtigt styr på branden, som var opstået i forbindelse med afbrænding af noget træaffald.

Da det begyndte at blæse op i løbet af formiddagen fik ilden fat i bunken med bildæk som hurtigt antændtes. Da det ikke lykkedes at stoppe ilden, tilkaldte man brandvæsenet. Det forklarer gårdens ejer til Viborg Netavis.

Branden var slukket i løbet af en lille times tid.

– Herefter ligger resterne af dæk og damper et lille stykke tid på grund af metaltrådene i gummiet, forklarer indsatslederen.

Hverken mennesker eller dyr kom noget til, og heller ikke bygninger på stedet har lidt nogen overlast. Vinden bar væk fra gården, så røgen har heller ikke forvoldt nogen skade.

Kommentarer