Rødding

Rødding-piger solgte smykker til fordel for kræftramte børn

De 10 smykkedesignere var Karla, Emilie, Emma, Lea, Nanna, Josefine, Laura, Merle, Liv og Julie. På standen til markedet i Rødding deltog Emma, Nanna, Liv og Laura. Privatfoto

En flok piger fra Rødding har hen over sommeren lavet smykker, som blev solgt på et marked i ‘Skibet’ ved Røddinghus 12. september. Resultatet blev 3457,50 kroner, som nu kommer kræftramte børn til gode.

Det er 77-årige Alma Bjerregaard fra Rødding, der står bag initiativet. Hun har selv syslet i sin fritid med at lave smykker i årevis, og da hun havde en del materialer i overskud, besluttede hun, at andre skulle have glæde af dem.

– Jeg lagde et opslag ud på facebook, hvor jeg spurgte, om der var nogle unge mennesker i byen, som kunne kunne have lyst til at lave smykker, og der var 10 piger mellem 10 og 12 år, som meldte sig, fortæller hun.

Pigerne har henover sommeren løbende været forbi Alma Bjerregaards private smykkeværksted, hvor de har kreeret de fineste smykker, som blev solgt ved markedet i Rødding 12. september.

Velgørende formål

Det var fra starten en præmis, at smykkesalget skulle gå til et godt formål.

– Pigerne måtte selv bestemme det godgørende formål, og de kom med tre forslag: fattige børn i Afrika, hospitalsklovnene og foreningen Familier med kræftramte børn. Så stemte pigerne om de tre muligheder, og her stod det lige mellem hospitalsklovnene og foreningen Familier med kræftramte børn, fortæller Alma Bjerregaard.

Herefter blev der trukket lod, og dermed er det foreningen Familier med kræftramte børn, der nu kan se frem til donationen fra pigerne i Rødding.

En hyggelig markedsdag

Pigerne er gået meget op i smykkeproduktionen, men også i både præsentation og salg ved markedet, fortæller Alma Bjerregaard.

– Vi mødtes allerede fredag for at klargøre vores stand og sætte priser på smykkerne. Desværre kunne ikke alle pigerne deltage ved selve markedet, men de fire, der var med gjorde det rigtigt godt. De var meget service-mindede og gode til at sælge, siger hun.

Nogle af pigerne var så vilde med deres egne smykker, at de gerne ville eje dem selv. Og her blev det besluttet, at de så måtte købe dem til den pris, de selv havde været med til at fastsætte; og det var alle med på.

Selvom der ikke blev helt udsolgt på markedet i Rødding, så kan 10 unge og stolte smukkedesignere glæde sig over, at deres indsats betyder, at de nu kan overbringe knapt 3500 kroner til foreningen Familier med kræftramte børn.

– Beløbet vil vi snarest overbringe til lokalafdelingen i Ans, og så skal jeg sammen med pigerne på et eller andet tidspunkt ind på Sundhedshuset i Viborg, hvor de vil får overrakt et diplom for deres indsats og bidrag, fortæller Alma Bjerregaard.

Kommentarer