Rødding

Rødding-borgere inddrages i debat om biogasanlæg ved Vammen

Visualiserting af en af problemstillingerne ifølge 'modstandsgruppen' med trafikforholdene på blandt andet Tjele Møllevej, som er smal og snoet. Og at henstilling til chauffører om hensynsfuld kørsel i området beror på frivillighed. Fremsendt foto

Den verserende debat om et planlagt biogasanlæg ved Vammen har nu også fået nogle Rødding-borgere op på barrikaderne. De har indkaldt  til et borgermøde 8. april om biogasplanerne og eventuelle konsekvenser for Rødding.

Bølgerne går højt på Tjele-egnen for tiden. Vindmøller, perspektivgrunde og Apple er emner, der debatteres med høj puls. Men lige nu er det udsigten til et muligt kommende biogasanlæg ved Vammen, der for alvor har sat sindene i kog hos mange lokale borgere som ud fra forskellige vinkler stiller sig kritiske overfor det store biogasanlæg, som kommunen påtænker at tillade opført uden for Vammen.

Trods mange indsigelser besluttede et flertal på byrådsmødet 27. februar at gå videre med planerne om biogasanlægget, som nu er sendt i høring frem til 27. april.

Placeringen er problemet

Et af de store kritikpunkter, som modstanderne af anlægget påpeger, er placeringen, som man finder uhensigtsmæssig, blandt andet på grund af udsigten til en voldsom forøgelse af tung trafik på små og smalle veje med mange ‘bløde trafikanter’.

¨Det blev blandt andet visualiseret til borgermødet på AU Foulum 18. marts, hvor modstandsgruppen ‘Nej-tak til biogasanlæg v/Vammen’ havde et større indlæg ved en af gruppens medlemmer, Tina Skau.

Borgermøde i Rødding

Nu har en gruppe borgerne i Rødding, som også vil blive berørt af en stigende trafik til et nyt biogasanlæg ved nabobyen, taget initiativ til et borgermøde, hvor man netop har inviteret Tina Skau til at fremlægge ‘Nej-gruppens’ analyser omkring det planlagte biogasanlæg.

Biogasanlægget skal ligge på Sønderupvej 1 ved Vammen, og hvis byrådet godkender projektet vil det ifølge nej-gruppens analyser resultere i, at der kommer til at køre flere end 10.000 lastbiler mere gennem Rødding om året.

“Vi er i udgangspunktet for grøn energi, men ikke for enhver pris! Vi siger nej tak til placeringen af det påtænkte biogasanlæg på Sønderupvej 1,” skriver arrangørerne af mødet i invitationen til borgermødet, der finder sted mandag 8. april klokken 19 i Røddinghus.

Kommentarer