Debat og politik

Risikerer Viborg at svække sine egne landdistrikter med det nye VE-stop?

Af Morten Christensen, Det Konservative Folkeparti

Kandidat KV25, Viborg Kommune

Med den nye konstitueringsaftale sætter Viborg Kommune en tydelig retning: Man vil styrke erhvervslivet – men samtidig stopper man planlægningen af nye VE-anlæg. Det er to spor, der i teorien kan hænge sammen, men i praksis trækker i hver sin retning, når de møder virkeligheden i landdistrikterne.

Kommunen fastholder målet fra DK2020-planen om, at vores samlede elforbrug i 2030 skal dækkes af lokal, vedvarende energi. Det er ambitiøst – og i sig selv et løfte til både borgere og virksomheder om en seriøs grøn omstilling. Men den seneste opgørelse viser, at vi kun dækker omkring en fjerdedel af elforbruget lokalt. For at nå målet kræver det nye projekter. Hvordan skal det gøres med den nuværende konstitutionsaftale?

VE-stoppet kan få helt konkrete konsekvenser i den østlige del af kommunen. Et af de tydeligste eksempler er Hammershøj Teglværk – en vigtig arbejdsplads i området. Teglproduktion er ekstremt energitung, og branchen står midt i en omfattende omstilling, hvor dokumenterbar, lokal grøn energi bliver et konkurrenceparameter på linje med pris og kvalitet. Det gælder både i forhold til EU-krav, byggesektorens indkøbskriterier og investorer, der ser på virksomhedernes klimaaftryk.

For virksomheder som teglværket er forskellen mellem indkøbt “grøn strøm” og lokal egenproduktion af energi ikke en teknisk detalje, men en reel forskel i ESG-regnskab, troværdighed og konkurrenceevne. Uden adgang til industrinær grøn energi risikerer en energitung produktion gradvist at miste sit forspring. Og i sidste ende kan den søge mod steder, hvor rammerne er mere fleksible – med tab af arbejdspladser i Hammershøj som konsekvens.

Samtidig skriver konstitueringen, at nye virksomheder i industriparken og andre erhvervsområder skal have adgang til lokal grøn strøm. Det er klogt. Men det rejser et spørgsmålet: Hvorfor gælder den samme logik ikke for de virksomheder, som allerede ligger her og har båret udviklingen i vores lokalsamfund i årtier?

Jeg er tilhænger af, at vi vurderer projekter individuelt og med respekt for naboer, landskab og natur. Men et generelt stop for alle nye VE-tiltag – uden at skelne mellem store, spredte anlæg og industrinære løsninger – er ikke en strategi, der styrker landdistrikternes erhvervsliv. Tværtimod.

Hvis vi vil sikre både grøn omstilling og arbejdspladser i yderområderne, kræver det fleksibilitet, omtanke og den sunde fornuft, der tager højde for lokale virksomhedernes reelle behov – ikke faste forbud.

Kommentarer