Reiulf Ramstad Arkitekter skal renovere Nyt Viborg Museum
Rønnow Arkitekter er sammen med Reiulf Ramstad Arkitekter og EKJ Rådgivende Ingeniører valgt til at stå bag renovering og ombygning af Nyt Viborg Museum, der åbner i den tidligere landsretsbygning ved udgangen af 2021.
Et nyt og moderne bymuseum i Viborg er godt på vej. I selskab med Reiulf Ramstad Arkitekter og EKJ Rådgivende Ingeniører er Rønnow Arkitekter blevet valgt til at varetage udviklingen af Nyt Viborg Museum, der åbner i 2021 i den tidligere landsretsbygning i Domkirkekvarteret i Viborg. Bygherre på projektet er Viborg Kommune.
Del af en helhedsplan
Viborg Kommune er gået sammen med en række aktører om at etablere et kulturelt kraftcenter i Domkirkekvarteret i Viborg ved at samle områdets seværdigheder til én fælles attraktion på internationalt niveau. Nyt Viborg Museum er en del af denne ambitiøse helhedsplan for Domkirkekvarteret, hvor museet bliver et flagskib for byens gæster og borgere.
Rønnow Arkitekter kommer som totalrådgiver til at rådgive i alle faser af renoveringen og udviklingen af den tidligere landsretsbygning, der skal huse det nye bymuseum.
– Vi er rigtig tilfredse med at overlade opgaven med den nye museumsbygning til så kvalificerede samarbejdspartnere som Rønnow Arkitekter, Reiulf Ramstad Arkitekter og EKJ Rådgivende Ingeniører alle er. De er blandt andet blevet valgt til opgaven på grund af deres ekspertise inden for bevaring og udvikling af kulturarv og læringsmiljøer, udtaler formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Mads Panny.
Domkirkekvarteret indtager en vigtig plads i danmarkshistorien, fordi dets historie rummer nøglen til at forstå det moderne Danmarks tilblivelse og monarkiets, kirkens, retsstatens og demokratiets udvikling igennem tusind år. Helhedsplanen for Domkirkekvarteret skal sikre, at synergien mellem et nyt Viborg Museum, Viborg Domkirke, Skovgaard Museet og et besøgscenter tilsammen skaber et samlet kulturelt tilbud uden sidestykke i Danmark.
Samlet kulturoplevelse
– Vi er ovenud begejstrede for, at vi har vundet så spændende og ambitiøst et projekt, og vi glæder os til at realisere det sammen med Viborg Kommune, Viborg Museum, Reiulf Ramstad Arkitekter og EKJ Rådgivende Ingeniører, siger partner i Rønnow Arkitekter, Mette Prip Bonné, og tilføjer:
– Der er formuleret nogle stærke visioner for det nye bymuseum, hvor gæsten skal sættes i centrum. Sammen kommer vi til at sætte barren højt for udviklingen og indretningen af de nye museumsudstillinger og museumsbygningen, så vi lykkes med at forene kulturarv, arkitektur og kunst i én samlet kulturoplevelse.
Formidle danmarkshistorien
Projektet omfatter renovering og ombygning af den tidligere Vestre Landsret, der er opført i 1919, og som skal huse museets aktiviteter i form af udstillinger, arkæologiske værksteder og arbejdspladser til medarbejderne.
Målet med ombygningen er at bevare bygningens forskellige fortællelag, der gør den til medfortæller af danmarkshistorien med rødder i Viborg. Samtidig skal der tilføres et nyt vitalt lag, der indskriver bygningen i nutiden og bliver en katalysator for den aktivitet, der fremadrettet kommer til at herske i og omkring den gamle landsretsbygning.
Kommentarer