Regionshospitalet Randers skal bestå, vi må ikke vente, til det er for sent
Af Nicolai Estrup, Dansk Folkeparti
Under valgkampen blev jeg kritiseret for at sige, at vi skal kæmpe for at bevare Regionshospitalet Randers. Nogle mente, at det var unødvendigt, fordi ingen talte om en lukning her og nu.
Men mit budskab handlede aldrig om de næste to eller tre år. Det handlede om de næste 10-20 år.
I dag ser vi endnu et eksempel på, hvorfor den bekymring er reel. Det er kommet frem, at Regionshospitalet Randers står over for en vedligeholdelsesregning på knap en milliard kroner, og regionsrådsformanden har selv udtalt, at de økonomiske udfordringer kan føre til lukning af afdelinger.
Det er præcis derfor, vi skal handle i tide.
Et hospital bliver ikke afviklet fra den ene dag til den anden. Det sker gradvist. Først flyttes funktioner. Så lukker enkelte afdelinger. Dernæst samles specialer andre steder. Til sidst står man tilbage med et hospital, der har mistet sin betydning.
Den udvikling må vi ikke acceptere.
Regionshospitalet Randers er et moderne akuthospital med et optageområde på omkring 230.000 borgere og spiller en helt afgørende rolle for sundhedstilbuddene i Kronjylland og på Djursland. Samtidig får hospitalet med sundhedsreformen nye opgaver tæt på borgerne, hvilket understreger dets betydning for hele området.
For mig handler det ikke kun om mursten. Det handler om tryghed. Om hurtig adgang til behandling. Om arbejdspladser. Om uddannelse af sundhedspersonale. Og om at sikre, at borgere i Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs også i fremtiden har et stærkt lokalt hospital.
Derfor vil jeg fortsat arbejde for, at Regionshospitalet Randers ikke bliver svækket, men udviklet og prioriteret.
Hvis vi først begynder kampen den dag, hvor de første afdelinger er lukket, er det for sent.
Et stærkt Regionshospital Randers er ikke kun vigtigt for Randers, det er afgørende for hele Kronjylland.














Kommentarer