Stoholm

Rally Stoholm sætter fart på den grønne omstilling

Rallyfolket bruger naturen, men deltagerne og arrangørerne bag Rally Stoholm vil også bevare den: Foto: Kim Jepsen

Rally Stoholm vil ikke kun sætte høje sportslige standarder i 2023. I den kommende sæson vil man også være endnu grønnere, lyder det fra arrangørerne.

I den sidste weekend af september afvikles den tredje udgave af Rally Stoholm i området omkring Fjends. Ligesom de to første udgaver tæller løbet til Dansk Super Rally-mesterskaber, og det vil atter være et rally, som er med til at sætte den grønne dagsorden inden for dansk motorsport.

– Sidste år plantede vi æbletræer på fællespladsen i Tastum i samarbejde med en række foreninger, ligesom alt det materiale, deltagerne modtog inden løbets start, ikke blev pakket i plasticposer, men i stedet i muleposer. Og dem skal deltagerne medbringe i år, så de kan få dem fyldt op igen, fortæller Jeannette Kvick fra organisationsgruppen bag Rally Stoholm og tilføjer, at man desuden forventer at trykke rutebogen på genbrugspapir.

– Og så har vi allerede reduceret vores papirforbrug ved, at de fleste løbende informationer til deltagerne ikke er på papir, men går via appen Sportity. Men vi stopper ikke her, fastslår hun.

Sortering af affald

Umiddelbart efter sidste års Rally Stoholm, der høstede stor ros fra såvel aktive deltagere som publikum, gik organisationsgruppen i gang med at planlægge dette års udgave. Og arbejdet her har ikke kun bestået i at skabe et arrangement i sportslig topklasse. Mere bæredygtig motorsport har også været et fast programpunkt ved planlægningsmøderne.

– Rally Stoholm skal byde på fart med omtanke for miljøet og naturen og med fokus på bæredygtighed omkring alt det, vi gør. Og i år vil vi også sætte fokus på affaldssortering, forklarer Jeannette Kvick.

– De deltagende rallyhold sidste år ryddede pænt op efter sig selv på servicepladsen ved SP Moulding og Fritids- og Kulturcenteret i Stoholm, men i stedet for, at alt havner i småt brændbart, skal der i år foretages kildesortering. Vi er i gang med at finde en løsning, så det affald, deltagerne producerer, kan afleveres i de fraktioner, som Viborg Kommune behandler, forklarer hun.

Ligeledes er planen også, at man i samarbejde med de forskellige cateringpartnere også kan gøre en indsats med affaldssortering på de store publikumssteder.

Plan under udarbejdelse

Der ligger endnu ikke en detaljeret drejebog for løbets bæredygtighedsindsats klar, men der arbejdes på sagen.

– Vi er meget åbne for gode ideer og input, som kan være med til at gøre Rally Stoholm endnu grønnere, siger Jeannette Kvick, og tilføjer:

– Vi er rallyfolk, og der er sikkert noget, der ligger lige til højrebenet, som vi har overset, så vi hører gerne fra alle. Vi arbejder også på at forskønne Fjends-området i samarbejde med de lokale foreninger som en pendant til de kendte Vild-med-vilje-aktiviteter.

Som en del af Rally Stoholms grønne strategi indledtes sidste års løb med at plante æbletræer på fællespladsen i Tastum; hjulpet af afgående folketingsmedlem, Kristian Pihl Lorentzen, her sammen med Jeannette Kvick. Foto: Morten Alstrup

Kommentarer