Psykiske arbejdsskader er svære at få anerkendt
Psykiske arbejdsskader er svære at får anerkendt, selvom det efterhånden er dem, der fylder mest, konstaterer HK MidtVest i sin årlige status over udbetalinger.
I alt hentede HK MidtVest 21 millioner hjem i erstatninger i 2016. Knap 4 millioner kroner kom fra Lønmodtagernes Garantifond. Efter år, hvor der er blevet hentet væsentligt flere penge ud af Lønmodtagernes Garantifond, ligger de 4 millioner kroner på nogenlunde samme niveau som før Finanskrisen – således blev der i 2009 hentet knap 5 millioner kroner hjem til medlemmerne af HK MidtVest fra LG.
– Det er glædeligt, at antallet af konkurser er faldet og, at færre af vores medlemmer bliver berørt. Tallet afspejler, at der igen er vækst i det midt- og vestjyske, siger Karin Østerby, formand for HK MidtVest.
16 millioner fra det private arbejdsmarked
Herudover er der i 2016 faldet godt 15 millioner kroner i faglige sager, godtgørelser og efterbetalinger af løn, pensionsbidrag, feriepenge med mere.
Af de godt 19 millioner kroner, afdelingen har hentet hjem i alle typer af sager – kommer knap 15 millioner kroner fra arbejdsgivere på det private arbejdsmarked – Privat og Handel – mens man på det offentlige område måtte betale godt 4 millioner kroner til medlemmer af Kommunal. Der blev i 2016 ikke hentet penge hjem til medlemmer af Stat.
Psykiske arbejdsskader fylder mest
Herudover er der i arbejdsskadesager blevet udbetalt godt 1,8 millioner kroner til de midt- og vestjyske HK-medlemmer i 2016. Erstatningerne i arbejdsskadesager er dels for fysiske ulykker på arbejdspladser – ulykker, der eksempelvis har ført til ødelagte rygge, skuldre, ankler, knæ, ben med mere – dels psykiske arbejdsskader som varige følger af alvorlig stress eller andet. De psykiske er dog stadig svære at få anerkendt som arbejdsskader – også selv om det er de sager, der efterhånden fylder mest.
– Både i Handel, Privat, Kommunal og Stat oplever de faglige medarbejdere i HK MidtVest, at mange medlemmer bliver sygemeldte på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø og/eller stress – ofte i længere tid – med store omkostninger til følge – både for det enkelte medlem personligt men også for arbejdsgiveren og samfundet, fortæller Karin Østerby.
Kommentarer