Samfund

Planer om friplejehjem i Hammershøj rykker tættere på virkelighed

Initiativtagerne til friplejehjemmet i Hammershøj, ved grunden, hvor man ønsker det opført. Fra venstre: Flemming Kammersgård, Lars Antonsen, Jakob Svendsen, Lisbet Pedersen og Jørgen Thomassen. Mia Øst Sørensen er ikke med på billedet. Fremsendt foto.

Etablering af et nyt friplejehjem i den østlige ende af Hammershøj er kommet et skridt nærmere, efter at planerne har været til behandling i Teknisk udvalg og nu sendt til viderebehandling i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 18. marts.

Af Jan Hagsholm, redaktion@viborgnetavis.dk

HAMMERSHØJ – Bag projektet står en lokal borgergruppe bestående af Lisbet Pedersen (formand), Jørgen Thomasen (næstformand), Lars Antonsen (formand for borgerforeningen i Hammershøj), Mia Øst Sørensen, Jakob Højvang Svendsen (byrådsmedlem for DD) samt Flemming Kammersgaard, der er løst tilknyttet bestyrelsen.

Visionen er at opføre et friplejehjem med 38 boliger samt fællesfaciliteter og udendørs opholdsarealer – blandt andet med et orangeri. Plejehjemmet er tænkt placeret syd for Randersvej i den østlige udkant af Hammershøj.

Adgangen til området skal ske via et nyt fjerde ben på rundkørslen mellem Randersvej og Nørbækvej, og ifølge dagsordenteksten er Vejdirektoratet positivt indstillet over for denne løsning.

Fokus på natur og fællesskab

Initiativtagerne ønsker at skabe et plejehjem, hvor både natur og lokalsamfund spiller en central rolle i hverdagen. Placeringen giver udsigt til skov, marker og sø, og tanken er, at naturen skal være en aktiv del af beboernes dagligdag med mulighed for gåture og ophold i grønne omgivelser.

Samtidig lægger man i projektet vægt på at plejehjemmet skal være en åben og integreret del af lokalsamfundet i Hammershøj. Tanken er et hus med åbne døre, hvor pårørende, frivillige og lokale foreninger kan være en del af aktiviteter og arrangementer.

Ønsket er at skabe et sted, hvor fællesspisninger, lokale arrangementer og aktiviteter skaber liv i huset – og hvor beboerne fortsat kan bevare deres tilknytning til det lokalsamfund, de har været en del af gennem hele livet.

Initiativtagerne beskriver selv ambitionen således: “Vi bygger ikke blot et plejehjem. Vi bygger et hjem”.

Kræver ny lokalplan

Projektet kræver dog først en række planmæssige afklaringer. Da området i dag har en anden anvendelse, skal der udarbejdes både en lokalplan og et tillæg til kommuneplanen.

Der skal desuden laves en redegørelse for eventuelle støjdæmpende tiltag langs Randersvej. Nærmeste nabo mod vest er en bilforhandler med værksted, og derfor stilles der krav om, at plejehjemmet og udendørs opholdsarealer placeres mindst 100 meter fra virksomheden.

Samtidig viser kommuneplanen, at en del af området kan være truet af oversvømmelser. Den reelle risiko skal derfor undersøges nærmere, og om nødvendigt skal der planlægges afværgeforanstaltninger.

Ingen bekymring i kommunen

Formanden for Viborg Kommunes ældre- og aktivitetsudvalg, Johannes Vesterby (V), har tidligere udtalt til Viborg Stifts Folkeblad, at der ikke er grund til bekymring for, at et friplejehjem i Hammershøj vil presse de eksisterende plejetilbud.

– Der er ikke noget, som siger “rød alarm”, men det er klart, at vi skal kigge på det. Med et friplejehjem i Bjerringbro på vej og den nye plan i Hammershøj skal vi selvfølgelig følge udviklingen, siger han og peger samtidig på, at behovet for plejeboliger vil stige i takt med, at befolkningen bliver ældre.

– Så længe Viborg Kommunes tilbud ifølge vores tilsynsrapporter er i topklasse, både når det gælder plejen på plejecentrene og hos de udekørende, mener jeg ikke, der er grund til bekymring.

I februar var der i Viborg Kommune 560 kommunale plejeboliger og 184 friplejeboliger. Samtidig stod 61 borgere på venteliste til kommunale plejeboliger, mens 48 borgere ventede på en friplejebolig.

Skitse over friplejehjemmet, som man ønsker at opføre i den østlige ende af Hammershøj. Illustration: ATRA Arkitekter.

 

Kommentarer