Erhverv

Peter skal understøtte udviklingen af Viborgs styrkepositioner

Foto: Viborg kommune

52-årige Peter Vestergaard bliver per 1. september chef for Erhverv og Udvikling i Viborg Kommune. 

– Jeg er utrolig glad for, at jeg også fremover skal understøtte det politiske arbejde i Viborg Kommune, når det handler om at øge samarbejdet og sikre stærke partnerskaber mellem erhvervsliv, uddannelser og kommune.

Det siger 52-årige Peter Vestergaard, der per 1. september er ny chef for Erhverv og Udvikling i Viborg Kommune.

Han får dermed en vigtig rolle i at understøtte de politiske ambitioner og kommunens borgmester i arbejdet med at forbinde de vigtigste aktører indenfor erhverv og uddannelse i Viborg og udviklingen af eksempelvis animationsmiljøet.

– Jeg er både stolt og ydmyg over at have fået ledelsesansvaret for afdelingen. Viborg Kommune har store muligheder, som vi aktivt arbejder med at understøtte i Erhverv og Udvikling. Det gælder blandt andet Viborg som uddannelses- og universitetsby, Viborg Kommunes styrkeposition indenfor den digitale, visuelle industri, den grønne omstilling og et styrket samarbejde med erhvervsaktører som Business Viborg, Vi er Viborg, Erhvervshus Midtjylland, Business Region Aarhus og VisitAarhus. Det hele med fokus på at forbedre de lokale virksomheders vækstmuligheder, siger Peter Vestergaard.

Stort forspring

Og han ved, hvad han taler om.

Peter Vestergaard har nemlig være ansat som chefkonsulent i Erhverv og Udvikling i en længere årrække, ligesom han har været konstitueret chef for afdelingen i et år.

-Da jobbet blev ledigt tilkendegav Peter straks, at han var interesseret, men det ændrer ikke på, at vi selvfølgelig slog jobbet op for at sikre, at vi fandt den helt rigtige kandidat. Vi fik i den forbindelse mange kvalificerede ansøgere, men Peter viste sig at være den bedste. Han er særdeles skarp rent analytisk, og samtidig kan han sikre høj trivsel og produktivitet blandt medarbejderne, siger direktør i Kultur & Udvikling, Lars Stentoft.

Udover uddannelse, animationsområdet, UNESCO og grøn omstilling, dækker afdelingen Erhverv og Udvikling også kommunens aftaler indenfor turisme, detail, erhverv og internationalt samarbejde. Samtidig understøtter afdelingen Byråd, borgmester og direktion i tværgående kommunale samarbejder.

Peter Vestergaard er 52 år, uddannet cand.scient.adm, gift og bosat i Viborg.

Kommentarer