Passat Energy tilbage på lokale hænder
Virksomheden Passat Energy er efter års kinesisk ejerskab og konkurs i februar overtaget af Torben Hansen, der er tidligere servicechef og fra lokalområdet.
Ørum-virksomheden Passat Energy er efter års kinesiske ejerskab og konkurs i februar 2018 kommet tilbage på lokale og dermed danske hænder. Den nye ejer er Torben Hansen fra Ørum, der er tidligere servicechef i Passat Energy og indehaver af virksomheden HH Energy.
– En meget stor del af mit arbejdsliv er kædet sammen med Passat Energy, der efter min mening har markedets stærkeste fyringsløsninger og som har været kendt for den gode kvalitet i mere end 50 år, fortæller Torben Hansen.
Efter overtagelsen er Passat Energy allerede i gang med produktionen, der nu er placeret hos danske underleverandører.
– Det er afgørende for kvaliteten, at vi har danske leverandører, hvor kedler, automatik og knowhow kommer fra Danmark. Det gør, at både vi og kunderne kan være trygge i fyrets levetid og hurtigt kan agere, hvis der fx er behov for service, forklarer Torben Hansen.
Styrket service og nye produkter
Med overtagelsen omlægges salgsstrukturen, så alt salg til private foregår via grossister og vvs-installatører.
– Vores forhandlere vil få kurser, og samtidig opretter vi fem til seks servicecentre, som er specialister i vores produkter. Det vil hæve både ydelsen og udnyttelsen af det kvalitetsprodukt, som et Passat fyr er, fastslår Torben Hansen.
Han har selv en baggrund som først smed, siden montør og servicechef i Passat Energy, kombineret med en årrække som indehaver af virksomheden HH Energy.
– Min baggrund gør, at jeg har en god indsigt i Passat-løsninger og at mit fokus for fremtidens Passat Energy er den gode kvalitet.
– Samtidig er vi allerede i gang med at kigge frem og udvikler en ny kedel, som kommer senere på året. Et nyt område er også varmepumper, som jeg tror står foran vækst, vurderer Torben Hansen.
Kommentarer