Rødkærsbro

Opdatering: Ulykke i Rødkærsbro Børnehus

To voksne og et barn fik alvorlige skader ved ulykken i går i Rødkærsbro Børnehus. Det meddeler kommunen i en pressemeddelelse torsdag

Onsdag formiddag skete der en ulykke i Rødkærsbros Børnehus, hvor dele af en væg og en garderobe uden varsel faldt ned og landede oven på to pædagoger og tre børn, der opholdt sig i garderoben.

De to voksne og tre børn blev alle kørt med ambulance til Viborg Sygehus.

Den ene ansatte i børnehuset, har brækket anklen, fået brud på to lændehvirvler og trykket nogle ribben. Den anden ansatte har mistet et stykke af en tå og brækket en anden to steder. Et af børnene har flere brud på sit bækken og andre mindre skrammer.

Men alle er ved godt mod, lyder meldingen.

– Det har været en dramatisk og chokerende oplevelse for personale, børn og forældre. Vi havde tre psykologer fra Akutteam Viborg ude hos os hele dagen, og de gjorde det godt. Vi kan stadig trække på dem efter behov. Personalet i børnehuset får stor ros fra alle sider – lige fra Politi og Akutteam til Falck og Arbejdstilsynet, fortæller områdeleder Anne-Mette Marling.

Og det har de også fra forældrene, fortæller hun.

– Da vi informerede forældrene i går, opfordrede vi dem til at holde deres børn hjemme i dag, hvis det var muligt. Det har rigtig mange forældre gjort.

Møde om sikring af børnehuset

I løbet af i torsdag bliver der holdt møde mellem Viborg Kommunes bygningsingeniører og ingeniør og byggepladsleder fra arkitektfirmaet Constructa, som har tegnet børnehaven, der nylig bliv indviet i december sidste år.

På mødet bliver der taget stilling til, hvordan institutionen bliver forsvarligt sikret.

Viborg Netavis følger op på sagen

Kommentarer