Ørum FDF’ere var med på jubilæumslejrtur
FDF Ørum var med, da 210 FDFere i alderen 10-15 år fra Midtjylland, Himmerland, Djursland, Thy, Mors og Salling sidste weekend var på Aktivlejr på Sletten ved Ry. Det var nummer 40 i rækken, og det blev selvfølgelig fejret.
Jubilæumslejren startede med en fælles festlig aftengudstjeneste, hvor skovens træer var oplyst, og det var med til at skabe en helt særlig stemning.
Hjemmefra havde deltagerne valgt sig ind på en gruppe de godt kunne tænke sig at være en del af, og der var mange valgmuligheder. Der var blandt andet mulighed for at vælge sig ind på aktiviteten ‘trangia for alle’, man kunne komme med i en fotogruppe eller en anden gruppe med ‘sund slik’; man kunne melde sig på smedjen eller lave sæbekassebiler, og deltagerne kunne sejle kano eller kajak – og mange andre, spændende ting.
Lørdag var de yngste børn inviteret til en særlig Sille og Sigurd-aktivitetsdag under temaerne stenalderen, middelalderen, dinosaur-tiden, nutiden og fremtiden.
Mens børnene var travlt beskæftiget med de forskellige aktiviteter, hvor de var blandet med børn fra de andre grupper, så var der tid for lederne til at gå rundt og se, hvad der blev lavet. Mange brugte også tiden til at mødes med ‘kolleger’ og samle op på gode minder. Ledernes eneste opgave denne weekend var nemlig at sørge for forplejning og overnatning på lejrpladsen.
De 15-18 årige var også afsted på Sletten denne weekend for at få mere ledererfaring og dygtiggøre sig indenfor forskellige FDF kompetencer
Lørdag aften var der festlig underholdning med popcorn til alle, og senere deltog de friske FDF’ere på et rask natløb.
Lejren blev sluttet af søndag med et stor fælles jubilæumsløb med sjove og udfordrende poster, hvor der i 4 farver blev kæmpet om sejren.
Kommentarer