Erhverv

Ny ordning skal hjælpe nyuddannede ind i små og mellemstore virksomheder

Små og mellemstore virksomheder kan gennem en ny pulje på godt 10 mio. kroner få tilskud til at sluse en nyuddannet ledig ind på arbejdspladsen.

Nyuddannede kvalificerede ledige kan med en ny ordning komme på graduate-forløb i små og mellemstore virksomheder. Her kan virksomheden få tilskud på 10.000 kroner i fire måneder til lønudgifter.

Den nye ordning skal være med til sænke dimittendledigheden. Puljen på 10,2 mio. kroner blev afsat i Aftale om ekstraordinært løft af ledige sidste sommer til graduate-programmer i 2021. Forløbene skal være begyndt 1. september i år for at få det fulde tilskudsbeløb.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard:

– Jeg er spændt på at se, hvordan ordningen vil hjælpe håbefulde og dygtige nyuddannede, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Vi ser desværre alt for mange begynde deres arbejdsliv med at stå uden job. Der er rigtig ærgerligt både for den enkelte og for samfundet.

– Situationen er desværre kun blevet værre som følge af corona-krisen, og ledigheden for dimittender er alvorlig. Derfor har regeringen også nedsat et nyt partnerskab, der skal hjælpe dimittender hurtigere i arbejde. Dette partnerskab skal bygge videre på en række indsatser og reformer de senere år, der har haft fokus på at styrke sammenhængen mellem de videregående uddannelser og arbejdsmarkedet. Det, tror jeg, vil gøre en forskel.

Du kan læse mere om puljen til graduate-forløb her.

Kommentarer