Ny formand for Socialdemokratiet i Tjele
Birthe Harritz fra Ørum er ny formand for Socialdemokratiet i Tjele. Hun tager over efter John Tinghøj fra Løvel, der ikke ønskede at fortsætte på posten.
Der var udskiftning på formandsposten da Tjeleegnens Socialdemokrater 26. maj afholdt generalforsamling i Ørum. John Tinghøj ønskede ikke at fortsætte, men han indvilgede dog i fortsat at være en del af bestyrelsen. Hans afløser på formandsposten er Birthe Harritz, som også sidder i Viborg byråd. Birthe Harritz er også Tjele-egnens kandidat til kommunalvalget i november.
Bestyrelsen sagde farvel til Villy Nielsen, der ikke ønskede at fortsætte. Han fik en stor tak for sin mangeårige indsats med bestyrelsesarbejdet.
John Tinghøj aflagde beretning, som alle nikkede anerkendende til, og det samme gjorde man til Solvejg Nielsens aflæggelse af regnskabet.
Carsten Dalsgaard Poulsen berettede om Kredssamarbejdet i Østkredsen. Mette Nielsen, der er foreningens folketingskandidat, og Birthe Harritz kom hver med oplæg fra deres politiske arbejde i byrådet. Formandens beretning og de tre indlæg affødte gode debatter om flere aktuelle emner både lokale og landspolitiske.
To emner, der særligt fyldte i debatten var motorvej og den verserende sag om Socialdemokraternes borgmesterkandidat, Niels Dueholm.
I foreningen går man fortsat ind for at arbejde for en motorvej til Viborg.
Med hensyn til den verserende debat om Niels Dueholms rundsendelse af pornografisk materiale, så blev det også “drøftet og misbilliget”.
Mødet blev afholdt inden Niels Dueholm i sidste uge valgte at trække sig som borgmesterkandidat.
Efter indlæg og debat takkede dirigenten, Kjeld Gregersen, for god ro og orden.
Bestyrelsen i Tjeleegnens Socialdemokrater ser fremover således ud: Eigil Jensen, Jørgen Dalager, Solveig Nielsen (kasserer), John Tinghøj, Niels Philipsen, Palle Egebjerg og Birthe Harritz. Suppleanter er Kjeld Gregersen og Carsten Dalsgaard Poulsen
Revisorer er Else Rasmussen og Villy Nielsen. Revisorsuppleant er Carsten Dalsgaard Poulsen.
Kommentarer