Hammershøj

Ny bestyrelse i DAB afspejler begge fløje blandt aktionærer

To ud af de tre opstillede kandidater til den nye bestyrelse i Danske Andelskassers Bank blev foreslået af Lind Invest ApS og Farringdon Netherland BV’s ved den ekstraordinære generalforsamling i december 2016.

Danske Andelskassers Bank A/S skal have valgt tre nye  bestyrelsesmedlemmer ved ordinære generalforsamling den 26. april. To ud af de tre opstillede kandidater blev foreslået af Lind Invest ApS og Farringdon Netherland BV’s ved den ekstraordinære generalforsamling i december 2016.

Når punkt 6 på dagsordenen på Danske Andelskassers Banks generalforsamling – ”Valg af bestyrelsesmedlemmer” – er overstået om aftenen den 26. april, og bestyrelsen efterfølgende mødes for at konstituere sig, vil der være tre nye ansigter blandt bestyrelsesmedlemmerne.

Fire af bestyrelsens nuværende otte medlemmer er nemlig på valg, som det er bestemt ifølge bankens vedtægter, og i år har tre af de fire medlemmer valgt ikke at genopstille. Det drejer sig om Britt Hauervig og bankens mangeårige bestyrelsesmedlem Asger Pedersen samt næstformand Helle Okholm. Det fjerde medlem, gårdejer Klaus Moltesen Ravn fra Ribe, genopstiller til bestyrelsen på generalforsamlingen.

Til gengæld indstiller bestyrelsen tre nye kandidater: Anders Hestbech, som er adm. direktør hos bankens samarbejdspartner Købstædernes Forsikring, Heine Bach, som har 45 års erfaring fra finanssektoren, og Michael Vilhelm Nielsen, der ligeledes er en særdeles kompetent kandidat med 30 års erfaring fra advokatbranchen, herunder blandt andet med bestyrelsesarbejde i pengeinstitutter.

Kritikere imødekommet med kandidater

Heine Bach og Michael Vilhelm Nielsen var i øvrigt blandt Lind Invest ApS og Farringdon Netherland BV’s kandidater til bestyrelsen på den ekstraordinære generalforsamling i Danske Andelskassers Bank i december 2016. De tre nye kandidater kan blandt andet bidrage med stærke kompetencer indenfor IT, finansiering og salg.

I den forbindelse udtaler bestyrelsesformand i Danske Andelskassers Bank, Jakob Fastrup:

– En bestyrelses kompetencer bør altid afspejle de aktuelle udfordringer, som såvel sektoren som det enkelte pengeinstitut står overfor. I forbindelse med den ekstraordinære generalforsamling i Danske Andelskassers Bank i december 2016 fremkom Lind Invest kort tid før generalforsamlingen med en opfordring til at finde en mindelig løsning, men desværre kom denne henvendelse på så sent et tidspunkt, at det ikke var muligt i henhold til de gældende regler. Derfor genoptog vi straks efter generalforsamlingen dialogen med Henrik Lind. Det, der nu sker på den ordinære generalforsamling, er resultatet af vores gode og positive dialog.”

Asger Pedersen:

Som forklaring på, hvorfor han stiller sit mandat til rådighed på den kommende generalforsamling, siger Asger Pedersen, som er bankens længst siddende bestyrelsesmedlem:

– Efter mange gode år i bestyrelsen synes jeg, tiden er inde til, at jeg trækker mig og lader nye kræfter komme til. Min tid i bestyrelsen har været præget af bankens store udfordringer, men det har også været en spændende tid, og jeg glæder mig over, at banken nu er inde i en god udvikling med positive resultater. Det er derfor med ro i sindet, jeg træder tilbage, og den foreslåede sammensætning af den kommende bestyrelse har min fulde opbakning.”

Anders Hestbech:

Anders Hestbech, adm. direktør i Købstædernes Forsikring og en af de tre nye bestyrelseskandidater, udtaler:

– Købstædernes Forsikring har i mange år haft et tæt samarbejde med Danske Andelskassers Bank på forsikringsområdet, som vi er meget glade for, da banken bygger på samme værdigrundlag og har samme lokale tilknytning til sine kunder som Købstædernes Forsikring. Det er min forhåbning, at jeg som bestyrelsesmedlem vil kunne bidrage til bankens fortsatte positive udvikling.

Kommentarer