Nu kommer eleverne også tilbage til efterskolerne
Med genåbningens fase 2 har nu også efterskoleeleverne fået lov til at komme tilbage til deres skoler og fællesskabet, og på Tjele Efterskole i Hammershøj glæder forstander Kim Daugbjerg Hansen til at få eleverne ‘hjem’ igen.
De seneste ti dage har været hektiske på landets efterskoler, som fra i dag mandag 18. maj igen får eleverne tilbage efter mere end to måneders ufrivillig corona-fri.
– Det glæder vi os rigtig meget til. Det er ikke særligt motiverende og inspirerende at holde efterskole, når der ingen elever er på skolen. Vi er vant til en masse liv og glade unge mennesker på skolen, og de sidste to måneder har været meget stille. Det bliver dejligt at få dem tilbage, fortæller forstander på Tjele Efterskole i Hammershøj, Kim Daugbjerg Hansen.
Siden han for 10 dage siden modtog den gode nyhed, har han gjort sig mange tanker om forholdsregler i forhold til indkvartering, holddannelser og indretning af klasseværelser.
– Det var lidt svært i starten indtil vi fik nogle konkrete retningslinjer, fortæller han.
Det fik skolerne i løbet af nogle dage, og så fik man ellers travlt med at indrette skolen og dens aktiviteter efter de nye krav og få hele skolen og alle elevafsnittene gjort grundigt rent og sprittet af over det hele.
Retningslinjerne betyder blandt andet, at eleverne deles op i ‘familie-grupper’ med maksimum 8 elever, der bor sammen, og som også deler toilet og bad og, så vidt det kan lade sig gøre, opholdsrum. For dem er gælder en-meters-reglen heller ikke.
I forbindelse med blandt andet undervisning kan eleverne godt blandes på kryds og tværs i forhold til eksempelvis deres valgfag, og her gælder de overordnede anbefalinger og afstand, hyppig håndvask og afspritning med mere.
Ligesom på andre skole anbefales det, at så meget undervisning – eller ophold i øvrigt – foregår udendørs. Man kan læse retningslinierne på efterskolerne.dk
– Vi er klar, og vi glæder os til at tage imod eleverne i løbet af mandag. Vi har arrangeret det sådan, at de kommer drypvis, så kan vi få tid til at tage godt imod, efterhånden som, de dukker op, slutter Kim Daugbjerg Hansen.
Kommentarer