Samfund

Nu kan man følge med i indsamlingen til Højdepunktet i Hammershøj

Vi skal gerne helt her op, lyder det fra Lars Munkholm ved indsamlingsbarometeret, der er sat op ved Brugsen i Hammershøj. Foto: Gitte Hagsholm

Borgere i Hammershøj og omegn har siden januar kunnet støtte projektet ‘Højdepunktet – Idræts- og Kultercenter i Hammershøj’ ved at købe en mursten med eget navn. Nu intensiveres indsatsen for at få endnu mere lokal opbakning; det sker med en husstandsindsamling, der allerede er sat i gang og finder sted de kommende uger.

Af Gitte Hagsholm, redaktion@viborgnetavis.dk

HAMMERSHØJ OG OMEGN – På parkeringspladsen ved Brugsen i Hammershøj kan man lige nu se en søjle, som viser, hvor langt man er nået med den borgerdrevne støtte til projektet ‘Højdepunktet’, der ifølge folkene bag bliver det nye ‘fyrtårn’ i den østlige del af Viborg Kommune.

På et borgermøde i januar præsenterede bestyrelsen et tiltag, hvor lokale borgere kan købe en mursten med eget – eller andres – navn. Hammershøj Teglværk har sponseret 1000 mursten til kampagnen – og heraf selv købt 100.

Salget er godt i gang, og i skrivende stund er der solgt omkring 260 mursten.

Husstandsindsamling

Nu har man også sat gang i en husstandsindsamling, så lige nu og i de kommende uger vil frivillige tage rundt og stemme dørklokker for at få endnu mere lokal opbakning. Og det går rigtigt godt, fortæller Lars Munkholm, formand for Højdepunktets bestyrelse.

– Vi bliver taget rigtigt godt imod, og folk er meget interesserede i og begejstrede for projektet, fortæller han.

En lille men vigtig dråbe

Det samlede projekt er i størrelsesordenen 40 millioner kroner, så de lokale bidrag kan ses som en dråbe i et meget stort hav. Men det er vigtige dråber, fortæller Lars Munkholm.

– Det er enormt vigtigt for os, at folk får medejerskab på projektet; Højdepunktet kan kun realiseres, hvis vi har lokal opbakning. Derfor er indsamlingen og salget af mursten en meget vigtig del af processen, understreger han og tilføjer:

– Det er også et vigtigt signal til kommunen, banken og de fonde, vi skal hente de helt store beløb fra, at det er et projekt, vi står sammen om i hele lokalområdet.

Følg med i indsamlingen

For at folk kan følge med i, hvor meget man får samlet ind, er der opsat et ‘barometer’ på Brugsens parkeringsplads.

Hver centimeter på barometeret et 10.000 kroner, og lige nu står det på 150.000, men det forlyder, at det snart sniger sig et pænt stykke længere op.

Kommentarer