Stoholm

Nu kan du indstille din lokale kandidat til prisen Landdistrikternes Ildsjæle 2023

Vinder af Landdistrikternes Ildsjæle 2022 blev Sanne Hylleberg fra Finderup. Her får hun overrakt prisen af formand for landdistriktsudvalget, Kim Dongsgaard (tv.), forrige års vinder af prisen, Helle Georgi, og formand for VibLand, Michael Højbjerg. Foto: Viborg Kommune

Landdistriktsudvalget og Vibland hylder for fjerde gang ildsjæle, der gør en forskel i landsbyerne, og nu kan man man indstille lokale kandidater til Ildsjæleprisen, der uddeles ved landdistriktskonferencen, som i år finder sted torsdag den 27. april i Stoholm Fritids- og kulturcenter.

Prisen landdistrikternes Ildsjæle har til formål at anerkende og hylde de mange mennesker, som hver dag gør en stor forskel for deres lokalområde og de mennesker, der bor der.

Kender du en, som fortjener at vinde prisen i 2023? Så kan du indstille vedkommende til prisen senest den 20. marts. 

Man kan indstille enkeltpersoner eller grupper, der gør en positiv forskel for borgerne i et af Viborg Kommunes lokalområder, som kandidater til prisen. Det kan være i en forening, en privatperson eller en frivillig. Og hvis man yder en særlig indsats på jobbet, som rækker ud over, hvad man kan forvente, er det også muligt at komme i betragtning.

Eksempler på kandidater kan være: Formanden for borgerforeningen, købmanden, de grønne pedeller, halinspektøren, spejderne, bestyrelsen for forsamlingshuset, skolelederen eller nogle helt andre.

Indtil mandag den 20. marts klokken 12.00 kan alle indstille kandidater til prisen på viborger.dk ved at udfylde et skema og skrive en begrundet indstilling. Efter en screening vil tre finalister blive offentliggjort. 

Vinderen kåres på Landdistriktskonferencen den 27. april, der afholdes i Stoholm Fritids- og kulturcenter. Konferencen har i år temaet ”Bæredygtige boligformer i landdistrikterne”.

Kommentarer