Nørreå Friskole fejrede fællesskabet med musicalen ‘Bøllebob’ i lokal version
Rekordmange elever var med på scenen, da Nørreå Friskole fredag 15. oktober optrådte med musical i skolens gymnastiksal som en festlig optakt til efterårsferien.
Det summede af glæde og iver på Nørreå Friskole, da man efter lang tids savn endelig kunne få gang i musicalaktiviterne igen. I ugerne op til forestillingen blev de første sange øvet, og dagene inden kom både skuespillere og korsangere på banen.
Temaet var en selvskrevet fortolkning af musicalen Bøllebob, der oprindeligt blev opført og indspillet af Børn og unge fra Vesterbro Ungdomsgård i København i 80’erne. Sangene fra musicalen er stadig et hit, og på Nørreå Friskole havde man lavet sin egen fortolkning, hvor historien udspillede sig på egnen. Således dannede Ulstrup og Løvskal, hvor mange af eleverne kommer fra, rammen om Bøllebob med seje Brian og smukke Sally som nøglefigurer i stykket.
Det er første gang skolen har haft så mange elever på scenen, fortæller skoleleder Corinna Breitzke.
– Hver og en af eleverne havde del i stykket. Sangene blev sunget af store som små, og nogle sang solo. Desuden blev alle sangene dramatiseret af klasserne, fortæller hun.
Tilløbsstykke
Forestillingen blev da også et sandt tilløbsstykke. Salen var fyldt i to omgange samme dag, og selv Børnehusets mindste gæster på knapt et år blev fortryllet af forestillingen, fortæller Corinna Breitzke.
Efter mange klapsalver fortsatte aftenens premiere med en skolefest i fællesskabets tegn.
Kommentarer