Debat og politik

Når det gør ondt inde i hovedet, hvad gør vi så?

Af Michael Flarup, Kandidat KV21, Radikale

af Michael Flarup, kandidat til kommunalvalget for Radikale Venstre i Viborg

 

Har du nogensinde mødt et ungt menneske, der har så mange ar på sjælen, at de gør skade på sig selv for at håndtere deres følelser? Har du mødt et barn, der er så bange for at være i verden, at de ikke kommer ud til vennernes fødselsdag?

Psykiske lidelser er blandt de mest almindelige vanskeligheder hos børn og unge, og det bliver værre og værre. Jeg ser det selv i min hverdag som skoleleder. Lægger vi coronaensomheden oveni disse tal, bliver det tydeligt for enhver, at der her er et område, vi skal gøre noget ved. Hvis ikke vi hjælper børn og unge, der er sårbare, hvem skal vi så hjælpe? Vi skal have dem på ret kurs, så de kan leve meningsfulde liv og blive en aktiv del af samfundet. Det er vores eller nogen vi kenders børn, og de har hele livet foran sig.

 

Vi har i det danske samfund ikke været gode nok til at få skabt vilkår for at bryde den negative sociale arv og hjælpe de sårbare børn og unge. Det går skidt på det strukturelle niveau, som man siger. Den mere enkle forklaring på hvorfor vi i dag så ikke lykkes, synes at være ulighed. Social arv har afgørende betydning for, hvordan livet former sig. Men det har vi reelt mulighed for at gøre noget ved kommunalt, for det er her, vi er tættest på børnene og de sårbare unge, og det er os, der kender dem bedst.

Hvordan kommer vi så videre herfra? Det handler om, at barnet bliver ”herre i eget hus” om man vil. Det handler om at vise tillid til, at de godt kan og hjælpe dem med at mestre det, der er svært. Det kræver naturligvis fagligt kompetente folk til at guide og vejlede dem. Det kræver en tidlig og ansvarlig kommunal indsats. Det kæmper vi for i Radikale Venstre.

 

Hjælp os med at hjælpe, og sæt dit kryds ved Michael Flarup den 16. november!

Kommentarer