Molfoør-fest for hele familien
I aften blænder Molfoør-udvalget op for endnu en udgave af Ørum og omegns årlige byfest. Programmet er stort set tilrettelagt ud fra traditionernes sikre succeskriterier, men der er også spændende nyheder imellem ugens mange aktiviteter.
Molfoørfesten i Ørum er en traditionernes fest, som først og fremmest handler om, at borgerne – små som store – mødes i et fællesskab.
Det mener nuværende – og afgående – ridefoged, Morten Otte, som i kraft af sin udnævnelse sidste år har været primus motor på dette års udgave af Molfoørfesten.
Han har sammen med det øvrige festudvalg netop lagt stor vægt på, at gode traditioner bibeholdes kombineret med fornyelser og andre indslag. Men vigtigst for ham har været, at særligt børnene får en god oplevelse.
Det har man blandt andet sørget for ved at hyre Micki Cheng, som er kendt fra TV-udsendelsen Den store bagedyst og Vild Med Dans Ultra. Den farverige og lidt skøre kage-kendis er på programmet i Ørum torsdag aften omkring klokken 18.30, og her vil han blandt andet spille ’Crazy Bingo’ med børnene.
Men allerede i aften, tirsdag, er der tilbud til de yngste, når Ørum If har aktiviteter i hallen under temaet ’Trille Trolle’.
Fredag er der også som tidligere år arrangeret sodavandsdiskotek for børnene, og ellers er der masser af hoppeborge, legetøjssalg og mange andre aktiviteter for børnene i løbet af Molfoør-ugen.
Selvom der er skelet særligt til børn og familier ved planlægningen af årets Molfoør-fest, så lader det nu ikke noget tilbage at ønske for det voksne segment.
Allerede fra i aften, tirsdag, er der lækkerbiskner for de, der er vilde med gamle biler, motorcykler med mere. Det er nemlig efterhånden en tradition med træf af bedagede køretøjer ved Tjelecentret tirsdag aften.
Bodegaften
Fredag er der lagt i kakkelovnen til en rigtig ’bytur’, når teltet på festpladsen omdannes til en bodega med alt, hvad dertil hører.
Til at skabe den helt rigtige stemning har man hyret ’Ole Gas’ med band, som giver den perfekte underlægningsmusik med naturtro kopier af hits fra de gode gamle Gasolin-dage. Så fredag aften kan man godt tage en slapper over en kold pils.
Mens man så sidder og sludrer over en øl på ’bodegaen’, kan man jo begynde at vædde om, hvem der løber med pokalen til lørdagens bydyst, hvor beboere fra Mollerup og Foulum samt henholdsvis Ørum nord og syd tørner sammen i den årlige udfordring.
Skulle sulten melde sig, så står medlemmer af Lions Club Tjele klar med både ristede og røde i pølsevognen.
Flere nyheder
Foruden de allerede nævnte nyheder på programmet, er det lige et par stykker mere, som er værd at nævne.
Allerede i aften tirsdag 7. august kan Ørum-borgerne for eksempel spille hønsebanko.
Det går i al sin enkelthed ud på, at man satser på en af flere høner, der spankulerer rundt på en slags bankoplade, og så er der gevinst hos den høne, der først lægger en klat.
En anden og måske mere delikat nyhed handler om, at morgenfriske gæster i år kan få gratis kaffe i teltet lørdag morgen fra klokken 9.
Fra arrangørernes side har mani år taget konsekvensen af, at man i mange år har stået med mange uafhentede præmier efter nøglekonkurrencen.
I år afholdes derfor en auktion over ikke indløste effekter, så andre får mulighed for at byde ind på de mange fine ting
Endelig har man indført en lokal bagedyst i forbindelse med det i forvejen meget populære kagebord.
Alle kan, som traditionen tilskriver, bidrage til Det Store Kagebord søndag, men synes man selv, man har en særligt velsmagende eller smuk kage, så kan man i år tilmelde sig Den Lokale Bagedyst. Et panel af lokale smagsdommere vil vurdere, hvem der har leveret det bedste stykke bagværk.
Nagelfaste traditioner
Der er dog visse ting på programmet – vi har allerede nævnt et par stykker – som ikke kan rokkes ved. Det drejer sig naturligvis især om den afgående ridefogeds beretning, og kåringen af en ny. En fast tradition, der finder sted søndag 12. august kort efter ovennævnte kagebord.
Den nye udnævnelse giver altid anledning til megen gætteri om, hvem Ridefogedens efterfølger bliver.
Minimesse igen i år
Slutteligt bør nok også fremhæves, hvad var en nyhed sidste år, hvor det vandt positiv genklang og derfor gentages i år: nemlig minimessen i Tjelecentrets lille hal. Der var stor opbakning til fra både udstillere og besøgendende sidste år, så arrangørerne bag har sat det på programmet igen i 2018.
Kommentarer