Mønsted

Mønsted Kalkgruber vinder Arkitekturens Pris 2018

Se billedserie Mønsted Kalkgruber har modtaget 'Arkitekturens Pris 2018 i Viborg Kommune. Fotos fra prisoverrækkelsen: Viborg Kommune. Fotos fra Mønsted Kalkgruber: Martin Schubert

Mønsted Kalgruber har modtaget Viborg Kommunes ‘Arkitekturens Pris 2018. Fredag 28. september blev prisen overrakt.

Borgmester Ulrik Wilbek, der formand for komiteen bag uddelingen af Arkitekturens Pris i Viborg Kommune, stod for præmieringen, der fandt sted den 28. september ved et arrangement hos Mønsted Kalkgruber.

Der blev overrakt priser til arkitekterne bag projektet – Schønherr A/S og Baumann Boe-Whitehorn Arkitekter, samt til bygherre – Mønsted Kalkgruber. Per Vegger, der er daglig leder af Mønsted Kalkgruber, modtog prisen på vegne af Mønsted Kalkgruber. Der er nedlagt en bronzeplakette i belægningen ved Mønsted Kalkgruber, der markerer prisuddelingen.

Komiteen bag prisuddelingen har i år udpeget Mønsted Kalkgruber til at modtage Arkitekturens Pris, og udvælgelsen er sket på baggrund af en række vidt forskellige projekter, der er indsendt af kommunens borgere.

Komiteens begrundelse

Komiteen begrunder valget af  Mønsted Kalgruber således:

“Mønsted Kalkgruber fortæller om en spændende tid i danmarkshistorien og er et strålende eksempel på et historisk, industrielt anlæg. Det er derfor meget prisværdigt, at stedets fortælling nu er blevet mere tilgængelig og kommer endnu mere tydelig frem.

Landskabsprojekt, ombygninger og bygningsmæssige tilføjelser skaber tilsammen en helhed, der er med til at løfte hele attraktionen op på et nyt niveau. Særligt ankomstbygningen skaber gode referencer til stedets historie, hvor fx ovenlys giver associationer til skorstene fra kalkovne, og hvor der er arbejdet med en industriel råhed og enkelthed i materialevalg og udformning.

Der er i landskabsprojektet ligeledes arbejdet med en naturlighed og enkelthed i materialevalg, udformning og beplantning, hvilket gør, at særligt de snoede stier og træbroen nederst i landskabet, lægger sig naturligt ind i området, så det føles som om, at det hører til på stedet.

Alle løsninger synes udført med dyb forståelse for stedets historie – uden at noget er blevet overset eller overgjort.

Der er på fornem vis skabt tilgængelighed for alle i både bygninger, landskab og kalkgruber – og dette på en meget naturlig måde, hvor specielt tilgængeligheden i landskabsprojektet tilmed er til glæde for alle. Turen ned gennem landskabet og slugten, mod gruberne, ad de serpentiner formede, snoede stier og træbroer er en smuk oplevelse.

Det er imponerende, at en ændring i stedets landskab, arkitektur og funktioner kan være med til mere end at  fordoble besøgstallet, hvilket blot underbygger det samlede projekts kvaliteter.”

Det er 31 år siden, at Viborg Kommune nedsatte Komitéen, der står for uddeling af Arkitekturens Pris for derved at sætte fokus på kvalitet og god arkitektur i Kommunen.

Komiteens medlemmer

  • Ulrik Wilbek, Borgmester
  • Mads Panny, Formand for Kultur- og Fritidsudvalget
  • Johannes F. Vesterby, Formand for Teknisk Udvalg
  • Hans Jørn Laursen, Direktør for Teknik & Miljø
  • Peter Dalsgaard, Akademisk Arkitektforening
  • Anders Strange, Akademisk Arkitektforening
  • Ricco Bødker Andersen, Arkitekt ved Viborg Kommune og sekretær for komiteen

 

Kommentarer