Midtjyske forsikringskunder deler millioner
Midtjyder, som er forsikret hos GF Forsikring, kan se frem til en ekstra julegave i år. Prisen på kundernes forsikringer i 2018 bliver nemlig lavere, fordi det kundeejede selskab har millionoverskud. Mere end 145 millioner kroner skal nu deles med kunderne landet over.
– GF Forsikring er ejet af kunderne, og det kan mærkes hos den enkelte, når GF har et godt år med få skader. Det betyder konkret, at vi i år har flere penge at dele med midtjyderne, og derfor bliver den samlede regning for kundernes forsikringer i 2018 tilsvarende mindre, siger Stig Lindenstrøm, formand for GF Viborg.
Gevinst ved at løfte i flok
– Årsagen til overskuddet er, at vores kunder har udvist en fornuftig adfærd i 2017, og det er der bestemt grund til at være stolt over på vores kunders vegne. Det spiller også ind, at vejret har været mildere end sædvanligt.
Overskudsdelingen udbetales i form af lavere forsikringspræmier i det efterfølgende år. Men Stig Lindenstrøm understreger, at et stort overskud ikke er et mål i sig selv.
– Overskudsdelingen i GF Viborg er midtjydernes sikkerhed for, at de hos os til hver en tid betaler den rigtige pris for deres forsikringer, slutter Stig Lindenstrøm.
2017 har mest af alt været et regnfuldt år uden de helt store vinter- og efterårsstorme. Det er en af årsagerne til, at der er overskud på skaderegnskabet hos det kundeejede GF Forsikring.
Kommentarer