Debat og politik

Mette Nielsen (S) vil koncentrere sig om byrådspolitik og dropper ambition om plads i folketinget

Byrådsmedlem Mette Nielsen (S) meddeler tirsdag, at hun fremover vil koncentrere sig 100 procent om lokalpolitik i Viborg og dropper dermed at stille op til folketingsvalg. Fremsendt foto.

Byrådsmedlem Mette Nielsen (S) skriver tirsdag i en pressemeddelelse:

Jeg har gennem noget tid overvejet min politiske fremtid. Jeg er nået frem til, at jeg vil koncentrere mig 100 procent om lokalpolitik i Viborg.

Jeg har været gruppeformand siden februar, og jeg bruger meget tid på den opgave, samtidig med jeg varetager mit politiske arbejde i de forskellige fagudvalg i Viborg Byråd.

Der er nu to år til næste kommunalvalg. Der er stadig meget at gøre inden vi i S står over for vælgerne igen. Vi skal have fulgt op på status i vores arbejdsprogram, fulgt nogle ting til dørs samt drøftet en masse vigtige dagsordener på velfærdsområdet.

Det vil komme til at tage tid, da det også vil omfatte inddragelse af baglandet. Jeg glæder mig til det arbejde og de gode drøftelser som følger med. Der er nu cirka to år til kommunalvalget, og der er stadig to budgetter, som jeg sammen med byrådsgruppen skal have i hus før vi kommer til kommunalvalget.

Så jeg har besluttet, at jeg vil koncentrere mig 100 procent om lokalpolitikken i Viborg. Jeg vil også bruge tid på at udbygge det god samarbejde, som S har etableret med Venstre og Konservative i Viborg Byråd i forbindelse med at vigtige beslutninger er blevet truffet.

Jeg blev valgt som folketingskandidat første gang i 2016 og jeg er blevet valgt otte gange i træk. Jeg er virkelig både glad og taknemmelig over al den tillid, som er vist mig undervejs, og det store arbejde som en masse partimedlemmer har udført for og sammen med mig.

Når jeg melder ud nu, så er det for, at partiet har god mulighed for at finde en folketingskandidat inden generalforsamlingen i Viborg Østkredsen i april 2024.

Kommentarer