Debat og politik

Manipulation med Miljørapporten for vindmøller; læs Natura 2000-området Tjele

De blå felter markerer arealer til solceller og vindmøller syd for Tjele Langsø. Kortudsnit: Viborg Kommune

Debatindlæg af Nancy Knudsen, Bent Kiertzner, Hans og Elisabeth Lund, Niels og Jette Cleemann, David Munk-Boghalle, Sine Claudell, Lene Hove, Orla Anthonsen, Eskild Keller, Tjele.

EU tager, når det angår naturressourcer, beslutninger på baggrund af videnskab, som er saglige og faglige redegørelser. Denne linje følges af danske institutioner, styrelser, Nævn og burde også være en selvfølge på nationalt og kommunalt niveau!

Danmark (DK) er forpligtiget til at sikre en målrettet forvaltningsindsats for natur og biologisk mangfoldighed i de enkelte Natura 2000-områder. Danmark skal bidrage til at sikre den europæiske natur og dermed til gennemførelsen af EU’s biodiversitetsstrategi 2030 og FN’s Verdensmål. Målene er foreslået i fasen efter Covid 19. EU’s mål for beskyttet natur er 30 procent, DK har 2,3 procent. 

Derfor kan det vække en stor forundring, at Klima- og Miljøudvalget den 28. marts 2023 godkender såvel Miljørapport og Tillæg til Kommuneplan 2017-2029 uden at medtage meget vigtig videnskab foretaget af Aarhus Universitet (AU).

I selvsamme Miljørapport og Tillæg til Kommuneplan har kommunen medtaget deres egen rapport bestilt hos DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, AU, i forbindelse med vurdering af påvirkning af flagermus ved opstilling af vindmøller ved Daubjerg og Mønsted.

I forbindelse med Viborg Kommunes vedtagelse i 2020 om planer for opstilling af vindmøller ved Vinge anmodede Miljøstyrelsen, som varetager den nationale naturovervågning af Natura 2000-områder, DCE om at udgive ’Vurdering af konsekvenserne for taigasædgås ved opstilling af vindmøller ved Vinge, dateret 20. marts 2020’.

Vi har gennem den lokale politiker, Lars Mogensen (V), Bigum, medlem af Klima- og Miljøudvalget og såvel forvaltningen gjort opmærksom på, at denne rapport mangler i kildehenvisningen til Miljørapporten for vindmøller med henvisning til Natura 2000-området ved Tjele.

Det er vigtigt, at al materiale, der kommer fra kommunens forvaltning, er til at stole på og, at befolkning og politikere kan træffe deres valg på et fuldt oplyst grundlag.

Forvaltningen har ikke fundet det vigtigt at medtage vores bemærkning om manglende viden og videnskab til Miljørapporten frem til møder i Økonomiudvalget og den endelige stillingtagen til byrådsmøde den 26. april.

I stedet vil forvaltningen medtage vores bemærkning til høringsfasen. Men den kunne vi selv have håndteret.

Forvaltningen bemærker, at der er et nyt projekt i planfasen; Energipark ved Tjele. Men planen for vindmøller ved Vinge er bare integreret i en større plan, og det eneste nye er investor.

På borgermødet i Ørum 8. februar forstod hverken BioCirc, inkl. deres advokat, samt Rambølls repræsentant, som skal udfærdige Miljørapport for energiparken, at planer kan genoptages men under forudsætning af de metoder, som DCE har anvendt i deres videnskab. 

Aftaler med nabolandmænd om at dele taigasædgæssenes fødeområder op, overvåge og tælle taigasædgæs med droner samt lave skrivebordskonklusioner er ikke videnskab.

DCE redegør i rapporten fra 2020, at projektet med 8 vindmøller ikke harmonerede med målsætningen for den internationale forvaltningsplan for taigasædgæs, at voksenoverlevelsen skulle sikres og, at man stoppede fragmentering/opdeling og forringelse af bestandens habitater/leveområder. Projektet gik således imod EU’s konkrete målsætninger for Tjele Langsø og Vinge Møllebæk, planer som Miljøstyrelsen sidenhen har opdateret i 2022 og er blevet endnu mere strikte.

Planklagenævnet ophævede i 2021 Viborg Byråds beslutning om de 8 vindmøller og erklærede planerne ugyldige.

8 vindmøller er efterfølgende vokset til en energipark, men er placeret i samme Natura 2000-område, men videnskaben har ikke ændret sig.

Der må være mindst 30 medlemmer i byrådet udover Lars Mogensen (V), der kan løfte vidensniveauet i byrådet og undgå manipulation.

Kommentarer