Kultur

Maleri og keramik – ny udstilling i Gudenåhuset Bjerringbro

Pernille Ørnsø og Erik Boye udstiller i Gudenåhuset Bjerringbro. Fremsendt foto

Bjerringbro Kunstforening og Gudenåhuset er nu klar med en ny spændende udstilling, som er et møde mellem billedkunstner Erik Boyes landskabsmotiver og keramiker Pernille Ørnsøs naturinspirerede keramikskulpturer.

Erik Boye

Udeliv og tegnelyst ligger til grund for Erik Boyes malerier med kyster, haver og horisonter, træer og fugle, græs og blomster. Det handler om tilværelsens gaver og vilkår.

Erik bruger store og små pensler – og sin t-shirt – til at male med. Han har vandret i de nordiske lande og i Skotland og England og er optaget af keltisk kristendom, hvor naturen opfattes som Guds store bog.

Erik Boye fik i 2023 et maleri optaget på KP – Kunstnernes Påskeudstilling i Aarhus.

‘Gudenåen’. Af Erik Boye. Fremsendt foto

Pernille Ørnsø

Keramiker Pernille Ørnsø er inspireret af organiske former og skaber abstrakte keramiske skulpturer i stentøjsler, med og uden glasur.

Hun er optaget af bevægelse, huller, balance og positiv kontra negativ form. De enkelte former får enten lov at stå alene, eller sættes sammen, så der skabes nye og mere komplekse former. Pernille bor og arbejder i Holstebro og hun har flere gange haft værker med på censurerede udstillinger.

Skulptur af Pernille Ørnsø. Fremsendt foto

De to kunstneres værker står fint sammen i Gudenåhusets udstillingslokale, hvor udstillingen kan ses til og med 30. maj i Bjerringbro Biblioteks betjente åbningstid: mandag, tirsdag og onsdag klokken 10-18, torsdag og fredag klokken 10-17 samt lørdag klokken 10-13.

 

Kommentarer