Samfund

Lions Club Tjele slår rekord med årets tulipansalg

Tulipanudvalget i Lions Club Tjele med spandevis af blomster, som er solgt på Tjele-egnen. Fra venstre: John Nyby, Jens Mæng Meldgaard, Orla Kastbjerg og Per Olesen. Gunnar Jensen var fraværende ved fotoet. Fremsendt foto.

Med 268 solgte buketter, har Lions Club Tjele haft det største salg af tulipanbuketter nogensinde på én sæson. Pengene ved salget går ubeskåret til at støtte forebyggende arbejde blandt unge, og Lions-medlemmerne er taknemmelige for den store opbakning.

Hvert år i marts – april sælger Lions-Klubberne i Danmark tulipanbuketter. Lions Club Tjele har i mange år deltaget i aktiviteten, og de kan notere sig et særdeles godt resultat, oplyser de i en pressemeddelelse. 

På trods af den uro og usikkerhed om økonomi og stridigheder, som dette forår har taget meget opmærksom i verden og ikke mindst Europa, lykkedes det alligevel Lions Tjele at sælge rekordmange buketter, hvilket er en stigning i forhold til tidligere år.

– Det viser, at der er stor støtte til Lions Tjeles aktiviteter. I dette forår har salget indbragt et overskud på cirka 16.000 kroner, som ubeskåret går til forebyggende aktiviteter, fortæller man fra den lokale forening, som også kan afsløre, at buketterne i år indeholdt 15 tulipaner mod 10 styk tidligere år, men til den samme pris.

Støtte til mange projekter

Der er et utal af projekter, der bliver støttet af de midler som Tulipan-salget indbringer. Der eksisterer blandt andet et udbredt samarbejde med SSP rundt om i landet.

Omkring 63 procent af unge misbrugere i behandling har hash som hovedstof. Forskning har vist, at hashrygning i teenagealderen fordobler risikoen for psykisk lidelse og frafald for gennemførelse af en uddannelse. 

Lions Club Tjele indgår i et landsdækkende præventivt arbejde med at skabe betingelser for blandt andet af få unge til at afstå fra misbrug.

– Tjele er meget taknemmelige for den store imødekommenhed og opbakning, vi er blevet mødt med, når vi henvender os for støtte til klubbens aktiviteter, lyder meldingen.

 

 

Kommentarer