Løvskal

Landsskabsstrategi baner vejen for Nørreådalens Fremtid

Nørreådalen løber gennem en flad ådal formet fra istiden. Foto er taget øst for Økær bro i Viborg Kommune: Foto: Kim Aaen NatureEyes

Favrskov, Randers og Viborg kommuner er nu klar med et forslag til en regional landskabsstrategi for Nørreådalens fremtid. Forslaget præsenteres på et offentligt møde i Løvskal på tirsdag den 29. september.

Nørreådalen er en våd ådal med mange udfordringer f.eks. i forhold til klimaforandringer. Gennem de sidste par år har lokalbefolkning og mange andre med interesse for Nørreådalen sat fokus på ådalens kvaliteter og udfordringer.

Mange landmænd er blevet interviewet, og der er holdt foredrag, morgenkaffemøder og workshops – og alt dette på trods af, at der har været coronavirus i en stor del at projektperioden.

Det store arbejde er nu mundet ud i “Forslag til en regional landskabsstrategi for Nørreådalens fremtid”, dvs. en tværkommunal strategi, der dækker hele ådalen, gennem Viborg, Favrskov og Randers kommuner.

Tæt samarbejde om landskabsstrategi

Strategien har fokus på landskabet og emner som: Landbrug, natur, kulturhistorie, friluftsliv og vandets betydning. Den indeholder en vision for ådalens fremtid, målsætninger og projektforslag.

Den er lavet i en strategigruppe, som har arbejdet tæt sammen. Strategigruppen består af lokale jordejere, landmænd, foreninger, interesseorganisationer og andre ildsjæle – samt repræsentanter fra de tre kommuner.

Københavns Universitet ved professor Jørgen Primdahl har stået i spidsen for arrangementer og sammenskrivning af strategien, og Jørgen Jørgensen, afdelingsleder for Natur og Vand i Viborg Kommune, har været projektansvarlig på vegne af de tre kommuner.

Offentligt møde om Nørreådalens fremtid

Næste skridt i arbejdet med Nørreådalens fremtid er, at forslaget til den regionale landskabsstrategi præsenteres på et offentligt møde. Det sker onsdag den 29. september klokken 18.30 i Løvskal Hus, Løvskal Landevej 18, 8850 Bjerringbro.

På mødet fortæller strategigruppen og Jørgen Primdahl fra Københavns Universitet om arbejdet med at lave strategien, strategiens indhold præsenteres. Herefter vil lokalet blive delt op i temaer, hvor deltagere kan diskutere ådalens fremtid i lyset af den præsenterede landskabsstrategi.

Efter det offentlige møde skal forslaget fremlægges for byrådene i Favrskov, Randers og Viborg kommuner. Dette forventes at ske i første halvdel af 2022.

Læs invitationen her

Link til hjemmeside om regional strategi

Link til ”Forslag til Regional Landskabsstrategi for Nørreådalens fremtid”

Der findes fine naturtyper som kildevæld i Nørrådalen. Her er det ved Rydalsvej i Viborg Kommune: Foto: Kim Aaen, NatureEyes

Lokal strategi for Nørreådalen omkring Ø

Samtidig med at den regionale strategi blev udarbejdet, besluttede Viborg Kommune at zoome ind på et lokalt område i Nørreådalen, dvs. på området omkring Ø. Her er der, parallelt med den regionale proces, også gennemført en lokal proces med en lokal strategigruppe og flere workshops. På denne baggrund er der udarbejdet “Forslag til en Lokal Landskabsstrategi for Nørreådalens Fremtid – Nørreådalen omkring Ø”

I lokalområdet Nørreådalen omkring Ø er der, samtidigt med den lokale landskabsstrategi, arbejdet med multifunktionel jordfordeling (MUFJO), som gennemføres i samarbejde med Naturstyrelsen og Landbrugsstyrelsen. Viborg Kommune fik tilsagn om MUFJO som en af de første i Danmark og vil bruge jordfordelingen som løftestang til at realisere projektforslag i den lokale strategi. Samtidig arbejdes der med Kvorning klimalavbundsprojekt og naturprojektet LifeIP Natureman.

På det offentlige møde den 29. september vil der også blive nævnt eksempler fra den lokale landskabsstrategi.

Fakta om Nørreådalens udfordringer

Nørreådalen er, som så mange andre ådale, centrum for en række udfordringer og forventninger, selv på nationalt plan. En ådal leder vandet fra oplandet ud i fjordene. Men her er der aktuelle udfordringer, der har stor betydning. F.eks. betyder klimaforandringer øgede vandmængder sammen med vækst af vandplanter højere vandstand og flere våde arealer i ådalen.

Samtidig er der behov for at tilbageholde klimagasser som CO2, samt for at tilbageholde næringsstoffer fra f.eks. renseanlæg og landbrug. Disse udfordringer er noget, der kan arbejdes med i f.eks. vådområde-, lavbunds- og vandløbsprojekter mv.

Naturen i ådale er ofte af høj værdi og har betydning for biodiversitetsdagsordnen. Sidst og ikke mindst er det øgede fokus på landdistriktsudvikling, turisme og rekreative muligheder i det åbne land også aktuelt for et område som Nørreådalen.

Kommentarer