Samfund

Landdistriktsudvalget støtter fritidslivet for børn og unge

Tapdrup Udeliv-TENNIS (TUT). De har søgt og fået penge til udstyr til tennissport og brobyggende aktiviteter med skoler, det lokale børnehus, dagplejere og børnefamilier. Privatfoto

Puljen på 500.000 kroner, der skal fremme fritidsliv og aktiviteter for børn og unge i landdistrikterne, er nu delt ud. I alt kan 17 ansøgere glæde sig over at have fået støtte.

Landdistriktsudvalget vedtog den 27. oktober 2022 at oprette en pulje, som har til formål at fremme fritidsliv og aktiviteter for børn og unge i landdistrikterne i Viborg Kommune; enten ved at flere børn og unge bliver fritidsaktive eller ved at udvide udbuddet af fritidsaktiviteter.

Der blev i alt afsat 500.000 kr. til puljen.

Puljen var målrettet dagtilbud, skoler og foreninger, der har kunnet søge midler til brobyggende initiativer.

– Der har været stor interesse for puljen, og i Landdistriktsudvalget glæder vi os over, at 17 ansøgere nu har fået en økonomisk håndsrækning til initiativer, som får flere børn og unge til at blive en del af fritidslivet i landdistrikterne, siger Kim Dongsgaard, formand for Landdistriktsudvalget i Viborg Kommune.

Sammenhængskraft i lokalsamfundet

En af dem, der har fået penge, er Tapdrup Udeliv-TENNIS (TUT). De har søgt og fået penge til udstyr til tennissport og brobyggende aktiviteter med skoler, det lokale børnehus, dagplejere og børnefamilier.

Blandt andet går pengene til at arrangere aktiviteten “Leg og bevægelse” for de ældste børn i vuggestuen og dagplejebørn, som seniorerne Frank Rasmussen og Ole S. Nielsen står for. Her kommer børnene to gange i løbet af en måned og laver skattejagt, forhindringsbane og andre sjove aktiviteter.

Og muligheden for at kunne søge midler er vigtig for lokalsamfundet.

– Det er altafgørende. Det gør, at vi kan skabe sammenhængskraft for byen og tilbyde spændende aktiviteter for andre end vores medlemmer. Det er meningsfyldt for både vores forening, børnene og os frivillige, fortæller Ole S. Nielsen.

Se en samlet liste over, hvem der har modtaget midler fra puljen her

Kortet viser den geografiske fordeling af puljemidlerne. Illustration: Viborg Kommune

 

Kommentarer