LandboSenior inviterer til generalforsamling med historier og musik
Når LandboSenior Purhus-Tjele afholder generalforsamling onsdag den 19. februar i Hammershøj Forsamlingshus, bliver foreningens dagsorden og vedtægter afløst af ”Humor og Livets Salt” – spillet og fortalt af den kendte historiefortæller og musiker Carl Erik Lundgaard fra Assens.
På trods af en lam højre arm og skulder blev Carl Erik Lundgaard, lektor på Det fynske Musikkonservatorium, professionel harmonikaspiller og har turneret den halve verden rundt med sine små træ-harmonikaer.
Mødet med mange positive mennesker resulterede i en stribe af hverdagens helte, som kom til at spille hovedroller i Carl Erik Lundgaards liv. Undervejs mødte han også en perlerække af gamle spillemænd, originaler og fortællere, søde piger samt op- og nedture.
Carl Erik Lundgaard leverer historiefortælling med musik, sange, humor og stærke følelser.
– Først som moden mand fik jeg øje på de lange linjer i mit liv. Uforståelige hændelser, begivenheder, følelser og billeder samlede sig i lange livslinjer, som førte frem til en enkel erkendelse: Livet skal leves nu. I går og i morgen findes ikke. Kun nuet ånder – ligesom mig, beskriver han om sit virke.
Historiefortælleren leverer sine tanker og oplevelser med musik, sange, grin og alvor, også når det for eksempel gælder kærligheden. Og hvad kan være mere aktuelt med fortællerens besøg i Hammershøj blot et par dage efter fejring af Valentines dag.
Carl Erik Lundgaard vil måske også fortælle om sine helte, som han har fire af.
– Den første var en lille indisk læge, som via sin store menneskeforståelse ændrede mit liv. Den anden var en lille frøken, som levede af fransk vask og strygning. Også hun ændrede mit liv uden de store armbevægelser. Min tredje helt var truckfører i Odense og blev min harmonikalærer. Uden han vidste det, ændrede han fuldstændig mit liv. Min fjerde helt var den vilde spillemand Ewald Thomsen, hvis gavmilde og krævende attitude ændrede mit liv. Jeg fik aldrig sagt til dem, at de var mine helte. Ærgerligt for mig, men rigtige helte går ikke op i den slags, lyder der fra harmonikaspilleren og fortælleren.
Der bliver helt sikkert noget at lytte til og noget at tænke over for deltagerne ved LandboSenior Purhus-Tjeles generalforsamling den 19. februar.
Arrangementet er forbeholdt medlemmer, men føler man sig fristet til at deltage, så har man mulighed for at melde sig ind i LandboSenior Purhus-Tjele – også på selve aftenen.
Dette og meget andet kan man læse om på foreningens hjemmeside.
Kommentarer