Læserbrev af Mette Nielsen (S) Byrådsmedlem og folketingskandidat i Viborg Østkredsen

Den 8. marts var det Kvindernes kampdag. Hvert eneste år tages der stilling til, om det er noget pjat, eller om der er noget at kæmpe for.

Og ja, jeg mener i høj grad der er meget at kæmpe for. Der er flere forskellig områder, hvor der er nok at tage fat på.

Kvinder er generelt markant underrepræsenteret i både folketing og byråd. I Viborg er det glædeligt, at der ved valget i november blev valgt 14 kvinder ud af 31 byrådsmedlemmer. Men der er stadig områder som er bemærkelsesværdige:

• Viborg Kommune har aldrig haft en kvindelig borgmester.
• I Viborg Kommune er der en kvinde ud af ni medlemmer i Økonomi- og Erhvervsudvalget – på trods af, at der er valgt 14 kvinder og 17 mænd til byrådet.
• Viborg Kommune har aldrig haft en kvindelig formand for teknisk udvalg.
• Viborg Kommune har kun en kvindelig direktør i topledelsen.
• Viborg Kommune har aldrig haft en kvindelig kommunaldirektør.

Jeg vil gerne understrege, at det her ikke er en kritik af de siddende mænd i jobs eller på politiske poster. De er dygtige på hver deres måde alle sammen.

Socialdemokratiet i Viborg Byråd har fået valgt 5 kvinder ud af 8 byrådsmedlemmer. Dette er sket på grund af at vælgernes opbakning. Det glæder mig at begge de kvindelige statsministre, som Danmark har/har haft er fra socialdemokratiet.

Hvis jeg skal kigge ”ud over det politiske”, så er der flere andre områder, som bør have nogle ord med på vejen:

• På arbejdsmarkedet er der stadig forskel på lige løn for lige arbejde, og der er også udfordringer i forhold til pensionsopsparingen. Kvinder tjener stadig 12 pct. mindre end mænd i samme jobfunktion.
• Der er kun 15 procent af direktørstillingerne og knap 20 procent af bestyrelsesposter i danske virksomheder, hvor der er en kvinde i spidsen. Målet må være, at antallet af kvinder på ledende poster osv. vil afspejle befolkningen og derved være omkring 50 pct. Hvorfor er det stadig en udfordring med ligestillingen på dette område? Jo, det kræver både ledelse og mod, at vælge nogen som ikke ”ligner en selv” i måden at tænke og handle på. Beslutninger bliver mere nuancerede, når der er en ligelig fordeling af mænd og kvinder.
• Da jeg i 2012 blev valgt som den første kvinde i 118 år til DBU Jyllands bestyrelse, så var overskriften på DR Midt og Vest: Mette Nielsen skriver fodboldhistorie. 118 år er godt nok mange uden bare en eneste kvinde. Jeg kan konstatere, at bestyrelsen i 2023 udgøres af ni mænd og ingen kvinder. Dette er på trods af, at der er kvinder, som spiller fodbold og der er mødre, som sikrer/bakker op om at deres drenge og piger spiller fodbold.
• Der er kvinder som udsættes for fysisk og psykisk vold, kontrol, chikane og drab. Alene fordi de er kvinder. Trine Bramsen som netop har sat sig i stolen som ligestillingsminister, har hun allerede meldt ud, at hun vil lave en national handleplan til bekæmpelse af partnervold og mord på kvinder. Dette skete kort tid efter at en ung kvinde blev dræbt efter en ungdommelig og festlig aften i byen i Aalborg. Et meningsløst drab på et ungt menneske, som satte aftryk af både dybe tanker, bekymringer og sorg i hele Danmark. Det var meningsløst og tragisk, at en ung kvinde med livslyst og livsgnist skulle ende sit liv efter en tur i byen. Mange unge, deres forældre og andre voksne blev bange i tiden efter. Bange fordi, at det overhovedet kunne ske.
• Der er allerede i 2022 dræbt fire kvinder. Gennemsnitligt bliver der ca. dræbt 12 kvinder om året af deres partner eller tidligere partner. Det er voldsomt. Alt for voldsomt. Jeg er enig med Trine Bramsen i, at der ikke er nogen kvinder, som skal dræbes ”fordi de er kvinder”.
  Ord og handlinger skaber vores virkelighed. Kvinder er ikke objekter/ting eller et ”ta´ selvbord”. Kvinder er levende mennesker, som skal behandles med ligeværd og respekt. Mere kompliceret er det egentlig ikke!