Kristinas kamp for – og imod – Sclerose
Sidste sommer ændrede livet sig for 33-årige Kristina Bundgaard Binderup, fra Hammershøj, da hun fik konstateret Multipel Sclerose. Nu har hun kastet sig ind i kampen for at gøre opmærksom på sygdommen, der ikke kan helbredes.
Forrige uge mobiliserede Kristina Bundgaard Binderup omkring 50 mennesker til en gåtur i lokalområdet omkring Hammershøj. Formålet var at gøre opmærksom sygdommen Sclerose, som hun blev diagnosticeret med sidste år.
– Mit liv med Sclerose startede i foråret 2019, hvor jeg begyndte at blive meget træt og lidt trist til mode. Jeg troede, jeg havde stress, fortæller Kristina Bundgaard Binderup om de første symptomer.
Hun arbejder som pædagog i Børnehuset Hammershøj; et job hun altid har været glad for, og hun syntes heller ikke, hun havde noget at være stresset over dengang. Så hun slog det hen, indtil hun i maj måned sidste år begyndte at få føleforstyrrelser i arme, ben og den ene side af kroppen.
– Jeg fik en snurrende, stikkende fornemmelse, som ikke forsvandt igen, og så konsulterede jeg min læge, siger Kristina, som herefter måtte igennem et længere forløb med mange tests og forskellige diagnoser
– Min egen læge mente, at jeg måske havde helvedesild, så det kom jeg i behandling for. Det virkede ikke, og så blev jeg henvist til en neurolog på grund af mistanke om Borrelia, fortæller hun.
Usikkerheden
Midt juni 2019 blev hun undersøgt af en neurolog, som sendte hende direkte på hospitalet, hvor hun blev indlagt til undersøgelser og senere sat i behandling for først Borrelia og siden Menigitis.
Alle prøvesvar var imidlertid negative, og så fik Kristina meddelelse om, at man nu mistænkte sclerose. Det betød, at hun skulle scannes, og det kunne først blive i løbet af august.
– Det var en frygtelig periode med ventetid og uvished. Det jeg kendte til sygdomme, var folk der sidder i kørestol og næsten ingenting kan; og det var det, jeg frygtede allermest, skulle ske for mig, husker Kristina.
30. september fik hun stillet diagnosen Multipel Sclerose, herefter blev hun sat i medicinsk behandling, og en måneds tid efter kunne lige så stille begvende tilbage til sit arbejde, men også til et liv, der var forandret for hende selv og hele familien.
– I dag har jeg det fint. Jeg kæmper stadig med at finde et passende niveau mellem mit arbejde, hvor jeg lige nu er på halv tid, træning, min mand og vores og to piger på 4 og 6 år – og simpelthen bare det at være mig, Kristina. Det kan nogle gange godt være lidt svært, fortæller hun.
Sygdommen har givet Kristina, hvad hun selv kalder “forholdsvist små skader på nervesystemet”, hvilket betyder, at hun har en smule nedsat muskelkraft i højre arm og ben.
– Jeg mærker nogle gange stadig til symptomerne, især hvis jeg er presset, eller hvis jeg bliver syg. Og så ved jeg bare aldrig, hvordan jeg har det, når jeg står op om morgenen, nogle dage mærker jeg ingenting, og andre dage kan jeg næsten ikke komme ud af sengen, forklarer Kristina, som alligevel er optimistisk omkring sin situation.
– Lægerne mener, der er gode udsigter for mig, fordi jeg ikke har haft nye symptomer, siden jeg startede på medicinen, og derfor mener de, at sygdommen kan holdes hen i mange år.
For at styrke kroppen går Kristina til handicapridning, og så går hun på et neurologhold ved en fysioterapeut.
– Det er virkeligt godt for mig. Det har jeg især kunnet mærke her efter coronakrisen, hvor jeg ikke kunne komme afsted, fortæller hun.
Artiklen fortsætter under billedet…
You go girl
I juni måned har Scleroseforeningen gennemført kampagnen ”You go girl”, hvor man via foreningens hjemmeside kan arrangere sin egen gåtur for at gøre opmærksom på sygdommen og samtidig samle ind til forskning. Samtidig støtter foreningen med forskelligt merchandise og opretter en indsamling tilknyttet personen.
– Den den 10. juni holdt jeg min “Walk”, som jeg havde inviteret til via facebook, og jeg må sige, jeg var meget positivt overrasket over, hvor mange der ville gå med. Vi endte med at blive godt og vel 50 deltagere, som var en skøn blanding af familie, venner, bekendte, folk fra lokalområdet, gamle skolekammerater og nogle få stykker fra en pårørendegruppe i Viborg, som min mor er med i, fortæller Kristina og tilføjer:
– Der var rigtig god stemning på turen som var på cirka 5,5 kilometer, og så sluttede vi af med frugt og vand sponseret af brugsen i Hammershøj.
Kristina er rørt over den store tilslutning til hendes “Walk” og opbakningen i øvrigt. Indtil videre har hun samlet 5150 kroner ind plus de beløb, folk har indbetalt direkte til foreningen. Alle pengene går til forskning i sygdommen, som man håber at finde en kur til en dag på
– Jeg er virkelig overvældet over, at folk tog så godt imod arrangementet, og at der er kommet så mange donationer. Jeg føler mig ikke alene i kampen mod den sygdom, som er så uforudsigelig. Flere spurgte faktisk til, hvornår vi skulle gå igen, så måske jeg kan finde på at gøre det igen, siger hun.
Kommentarer