Navnenyt

Kristian fra Bjerringbro kåret som en af hverdagens golfhelte

Mit hjerte brænder for golf, derfor er det en stor glæde for mig at få den anerkendelse med prisen her i dag, fortæller Kristian Bach, der sammen med 11 andre frivillige ildsjæle netop har modtaget prisen "Hverdagens Golfhelte", som Dansk Golfunion uddeler i samarbejde med GF Forsikring. Foto: Erik Høirup/GF Forsikring

Kristian Bach fra Bjerringbro er en af de tusindvis af frivillige, der hver dag knokler for at holde de danske golfbaner spilleklar. Han er netop blevet hyldet med prisen ”Hverdagens Golfhelte”, som Dansk Golf Union (DGU) uddeler i samarbejde med GF Forsikring.

12 frivillige ildsjæle har netop fået prisen ”Hverdagens Golfhelte” for det arbejde, de hver især har lagt i lige netop deres lokale golfklub. Det foregik til Golfdagen, og en af prismodtagerne er Kristian Bach fra Tange Sø Golfklub, som udover at være aktiv i bestyrelses- og foreningsarbejdet med hård hånd styrer indslusningen og uddannelsen af alle nye golfspillere i klubben.

– Jeg er utrolig glad for at spille golf – og derfor er jeg også glad for via mit frivillige arbejde at kunne give noget af den glæde videre ved at skaffe nye medlemmer til klubben, integrere dem og fastholde dem. Mit hjerte brænder for golf, derfor er det en stor glæde for mig at få den anerkendelse med prisen her i dag, og jeg er især glad for, at klubben har villet indstille mig, siger han.

De 12 prismodtagere er udvalgt blandt mere end 170 nominerede. Det er andet år i træk, at GF Forsikring og DGU uddeler prisen.

De frivillige er uvurderlige

De frivillige ildsjæle skaber sammenhold, gode stunder og får det hele til at løbe rundt i den lokale golfklub. Her uddyber bestyrelsesformand i DGU, Lars Broch Christensen, hvad de frivillige betyder for at få det hele til at fungere i klubberne.

– De frivilliges indsats er uvurderlig. I mange klubber er der over 100 frivillige, der hjælper til med alt lige fra at stable arrangementer på benene til at hjælpe til på banen eller i sekretariatet – og det er guld værd. Det er også med til at skabe sammenhængskraft og en klubfølelse, og det tror jeg på, vi skal kæmpe for at holde fast i, siger han og fortsætter:

– DGU og GF Forsikring har nogle fælles mål og værdier, som blandt andet handler om at værdsætte de frivillige ildsjæle landet over, der yder en ekstraordinær indsats. Jeg er sikker på, at prisen her er med til at styrke og gøre det endnu mere sjovt at være en af hverdagens helte rundt omkring i golfdanmark.

De frivillige ildsjæle spænder bredt: Ofte er det selv golfspillere, som bruger alt fra få timer til en fuld arbejdsuge på frivilligt arbejde. Opgaverne kan være alt lige fra at være frivillig dommer til turneringer til juniorarbejde og vedligehold af klubhus og baner.

Golfdagen – en del af anerkendelsen

En del af ”præmien” for de 12 prismodtagere er en billet til at deltage i ”Golfdagen”, som er en dag med undervisning af landsholdsspillere, konkurrencer og forkælelse i form af god mad. Golfdagen er sponsoreret af GF Forsikring. Det er en jury bestående af tre medlemmer fra DGU og to medlemmer fra GF Forsikring, der blandt de nominerede har udvalgt de 12 ildsjæle med en særlig god historie.

 

Kommentarer