Konditorbageren i Ørum er musefri – sådan da!
Efter flere ugers lukning på grund af mus kan bager Bent Bachstein endelig slå dørene op igen. Det sker i morgen tidlig tirsdag 30. januar.
Søndag kunne man læse følgende på Konditorbagerens facebook-side:
“UNDSKYLD! Vi har haft mus. Den er nu væk, og alt er blevet grundigt rengjort af professionelle. Vi glæder os til at bage for jer igen! Vi åbner igen tirsdag d. 30/1 kl. 6.00, og vi har nogle fede tilbud til jer!”
Bageriet måtte lukke den 9. januar efter, at der var fundet spor efter mus i forbindelse med et rutinetjek fra Skadedyrskontrollen.
Dengang troede bagermesteren, at lukningen kun ville vare en uges tid, men det kom altså til at vare fire uger, inden man havde fået fat i alle ubudne gæster og gjort grundigt rent efter dem.
Nu er bageriet erklæret helt musefrit – eller sådan da. Blandt genåbningstilbudene er nemlig en trøffelmus, og det er en ordentlig krabat, som sælges for 15 kroner.
Herudover fejrer Konditorbageren i Ørum genåbningen med flere gode tilbud i butikken, som slår dørene op klokken 06.00 i morgen tidlig.
Kommentarer